Presset fastholdes: Demokrater kræver fortsat justitsministers afgang

Den amerikanske justitsminister har erklæret sig inhabil i Rusland-undersøgelse. Men det har ikke fjernet krav om hans afgang.

Justitsminister Jeff Sessions forlader en pressekonference om sine kontakter til Rusland. (Foto: Michael Reynolds © Scanpix)

Toneangivende demokratiske politikere i USA har fornyet deres krav om, at justitsminister Jeff Sessions trækker sig fra sin post.

Jeff Sessions lovede i går, at han vil erklære sig inhabil, hvis der kommer en undersøgelse af Ruslands eventuelle indblanding i det amerikanske valg.

Løftet blev afgivet, efter justitsministeren har erkendt, at han havde holdt to møder med Ruslands ambassadør i USA i 2016. Under en høring i Senatet før sin godkendelse som minister, sagde Jeff Sessions, at han ikke havde haft kontakt med Rusland i 2016.

På en pressekonference i aftes dansk tid, sagde Sessions, at svarene under høringen var "så ærlige og korrekte, som jeg forstod det på det tidspunkt".

Ikke troværdig

Lederen af Demokraterne i Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi, siger, at justitsministeren løfte om at erklære sig inhabil var "smalt" og "et sølle forsøg på at bortforklare sin mened" - altså at han har løjet under ed.

En anden førende demokrat, Adam Schiff, siger, at Session "helt klart vildledte" Senatet, og at hans forklaring "simpelthen ikke er troværdig".

Støtte fra partifæller

Justitsministeren har dog fortsat støtte fra USA's præsident, Donald Trump, som på Twitter kalder Jeff Sessions for "en ærlig mand", der ikke har sagt noget forkert:

Og endnu mere vigtigt, skriver BBC, så har Jeff Sessions partifæller hos Republikanerne i stort tal stillet sig bag justitsministeren efter pressekonferencen i går.

Tv-stationen CNN konkluderer, at Sessions tilsyneladende har mindsket sine partifællers bekymringer med løftet om at erklære sig inhabil.