Tema Nordkoreas missiltrussel

Prøvesprængning i Nordkorea kunne måles i Danmark

Den formodede prøvesprængning af en brintbombe i Nordkorea kunne måles i Danmark, siger seismologisk ekspert.

Selv de seismologiske målestationer i Grønland registrerede rystelserne, fra den nordkoreanske bombesprængning. (Foto: Jung Yeon-je © Scanpix)

Der var store kræfter på spil, da Nordkorea natten til onsdag efter sigende prøvesprængte en brintbombe.

Flere steder i verden har seismologisk udstyr kunnet måle rystelserne – også i Danmark, hvor De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (Geus) har registreret udsving i sine målinger.

Det oplyser Trine Dahl-Nielsen, der er seniorforsker i Geus.

- Den her rystelse er af en størrelse, så vi kan se den på størstedelen af vores målestationer, siger Trine Dahl Nielsen.

Geus har registreret rystelserne til et sted i det nordøstlige Nordkorea, hvilket stemmer overens med oplysningerne om, hvor sprængningen skulle have fundet sted.

Rystelserne i Nordkorea måles af Geus til at være sammenligneligt med et jordskælv på 5,5 på richterskalaen, og ifølge flere udenlandske medier svarer onsdagens sprængning til bomberne, der faldt over Hiroshima i 1945.

Så langt vil Trine Dahl-Nielsen dog ikke gå.

- Man siger typisk, at Hiroshima-bomben udsendte energi, der svarer til et jordskælv på 6,0 på richterskalaen.

- Det er fem gange større, end sprængningen i Nordkorea, fordi richterskalaen er logaritmisk. Så fra 5,5 til 6,0 er der stadig et stykke vej, siger hun.

/ritzau/