Tema Krigen i Syrien

Puk Damsgård: Angreb på Aleppo kan blive krigens vendepunkt

Det syriske regime med Rusland i spidsen prøver at skabe en situation, hvor Vesten har et valg mellem Assad og Islamisk Stat, mener DR's korrespondent i Mellemøsten.

Al-Shaar-kvarteret i Syriens største by Aleppo er endnu mere smadret efter de seneste dages intensive russiske bombardementer. (Foto: Abdalrhman Ismail © Scanpix)

De seneste dages bombardementer af Aleppo kan ende som et vendepunkt for krigen i Syrien. Det mener DR's erfarne Mellemøstkorrespondent Puk Damsgård.

- Det syriske regime med Rusland i spidsen forsøger at knuse de moderate oprører, hvis sidste større bastion netop er i Aleppo, forklarer DR's Mellemøstkorrespondent Puk Damsgård.

Rusland har ellers gentaget, at man gik ind i krigen for at angribe Islamisk Stat.

- Men offensiven udstiller med al tydelighed, at det ikke er det, russerne foretager sig, forklarer DR's Mellemøstkorrespondent Puk Damsgård.

Vestens valg: Assad eller Islamisk Stat

I stedet ser det ud som om, at det syriske regime med hjælp fra Rusland prøver at udrydde dem, som regimet burde sidde ved forhandlingsbordet med, nemlig de mere moderate oprørsgrupper, der udgør Assads kerneproblem.

- I stedet for at forhandle forsøger man via massive bombardementer at skabe en situation, hvor det for Vesten ender med et valg mellem Assad og Islamisk Stat, forklarer Puk Damsgård, der følger situationen nøje fra Egypten.

De flere dages intensive russiske bombardementer og den syriske hærs offensiv mod Aleppo begyndte under de i forvejen svære fredsforhandlinger hos FN - og satte straks en stopper for dem.

- Vesten er i øjeblikket sat skakmat, og der er mange i den syriske opposition, der spørger om, hvorfor USA og koalitionen endnu en gang bare ser til, forklarer Puk Damsgård.

Hvis det lykkes for Rusland og det syriske regime at udrense de moderate oprørere i Aleppo, bliver det et betydeligt nederlag for den moderate opposition.

- Det her kan tippe magtbalancen radikalt til regimets fordel, vurderer Puk Damsgård.