Puk Damsgård: Henrettelser kan få konsekvenser for fredsprocessen i Syrien

Den i forvejen anspændte konflikt mellem Iran og Saudi Arabien er eskaleret voldsomt de seneste dage

Irans øverste, åndelige leder, Ali Khamenei, advarede i dag om, at henrettelserne kan få konsekvenser.

Saudi Arabien har søndag aften afbrudt alle diplomatiske forbindelser til Iran. Det sker efter de iranske protester over henrettelserne af 47 personer, heriblandt en af de ledende kræfter i den shiamuslimsk regeringsmodstand i Saudi-Arabien.

Ifølge DR´s mellemøstkorrespondent, Puk Damsgård, kan de seneste dages begivenheder få sørgelige konsekvenser for de fredsforhandlinger, der lige nu er i gang, og som skal forsøge at sikre fred i Syrien.

- Det, der er sket de sidste to døgn, er ikke ligefrem noget, der gør fredsprocessen i Syrien nemmere, og da slet ikke hvis konflikten eskalerer yderligere, vurderer Puk Damsgaard.

- Iran og Saudi Arabien er på hver sin side i Syrien. Derfor var det et vigtigt skridt, at de begge sad med ved bordet ved fredsforhandlingerne i efteråret, siger Puk Damsgård.

Hun fremhæver, at det er afgørende for mulig fred i Syrien, at de regionale magter, der er indblandet i konflikten i Syrien, er med til at finde løsningerne.

Afgørende at parterne forsoner sig

I denne måned er der igen fredsforhandlinger, der skal forsøge at fremme fredsprocessen i Syrien. Ifølge Puk Damsgård er det derfor særlig vigtigt, at konflikten mellem Iran og Saudi-Arabien ikke bliver forværret. Hvilken vej det går, tør Puk Damsgård ikke spå om.

- Men efter at Saudi-Arabien her til aften har offentliggjort, at de kapper alle diplomatiske bånd til Iran, ser det umiddelbart ud til at eskalere yderligere, siger Puk Damsgård.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube