Puk Damsgård: Jihad John var ikke den værste

'You will never leave. And if you try, you will die, Mr Bigley-style'. Sådan tvang Jihad John sine gidsler til at synge, når han ikke bankede dem.

Jihad John var en af de tre brutale britere under Islamisk Stat, som gidslerne navngav The Beatles - John, Ringo og George. (Foto: DANIEL SORABJI © Scanpix)

Torsdag rettede amerikansk militær et bombeangreb mod den britiske jihadist Mohammed Emwasi, som også går under navnet Jihad John.

Om deres mission med at dræbe islamisten lykkedes står endnu uklart. Men kilder siger til ABC News, at Jihad John blev 'taget ud'. Pentagon arbejder stadig på at kunne dette.

Jihad John er i Vesten kendt som den maskerede bøddel med fægtende kniv, der for rullende kamera halshugger vesterlændinge i orange fangedragter.

Men trods sine frygtindgydende ugerninger, så var det ikke Jihad John, som gidslerne under hans kontrol frygtede mest.

- De gidsler, jeg har talt med, opfattede ikke John som den værste. De var ofte endnu mere bange for briten, de kaldte 'George'. John var den med ordet i sin magt, og flere mener, det var derfor, han blev sat til at udføre drabene og de politiske udbrud på videoerne, siger DR's mellemøstkorrespondent Puk Damsgård.

Hun har talt med flere af Jihad Johns gidsler i forbindelse med sin bog 'Ser du månen, Daniel' om den danske fotograf Daniel Ryes 398 dage som gidsel hos Islamisk Stat. Både John, George og en tredje jihadist Ringo tilhører den islamistiske terrorgruppe. Gidslerne kaldte dem The Beatles.

Lugten af bank

Daniel Rye fortæller i de foredrag, han tager rundt og holder i dag, at én af de ting, der påvirker ham mest efter sin gidseltagning er lugten af kraftig herreparfume.

Den minder ham om hans tre brutale fangevogtere i Syrien, som han kunne lugte på lang afstand, når de kom ned i fangekælderen for at ydmyge, tæve eller torturere ham eller en af de andre 18 mandlige gidsler, som The Beatles vogtede over.

- De var frygtindgydende. De kunne finde på hvad som helst, siger Puk Damsgård.

De tre briter slog på et tidspunkt en nordafrikansk mand ihjel ude i ørkenen, filmede det og tvang de andre fanger til at se på det.

Legede julelege med gidslerne

Puk Damsgård fortæller, at briterne legede julelege med deres gidsler. Jihad John tvang Daniel Rye til tango, hvorefter han tævede ham og truede med at klippe hans næse af med en skævbidder.

Jihad John lavede også en sang på Eagles’ Hotel California med henvisning til Ken Bigley, en britisk ingeniør, der i 2004 blev halshugget af al-Qaeda i Irak.

- De tvang dem til at synge: 'Welcome to Osama's lovely hotel, such a lovely place. You will never leave. And if you try, you will die, Mr Bigley-style', siger Puk Damsgård.

Den danske freelancefotograf Daniel Rye blev kidnappet i Syrien 17. maj 2013 mindre end et døgn efter, at han var rejst til landet for at portrættere de civiles lidelser i krigen.