Tema Krigen i Syrien

Putin: Assad overvejer samarbejde med oprørsgrupperne mod IS

Kurderne bør arbejde sammen med det syriske regime i kampen mod IS, mener Ruslands præsident.

Ruslands præsident, Vladimir Putin, mødtes onsdag med Syriens præsident, Bashar al-Assad. (Foto: Alexander Zemlianichenko © Scanpix)

Det er slet ikke utænkeligt, at Syriens præsident, Bashar al-Assad, kunne finde på at slå sig sammen med de syriske oprørsgrupper i kampen mod terrororganisation Islamisk Stat (IS).

Det siger Ruslands præsident, Vladmir Putin, som onsdag holdt møde med den syriske præsident, der er en af hans allierede.

Under mødet forslog den russiske præsident sin syriske kollega, at han kunne samarbejde med de oprørsgrupper i det borgerkrigshærgede land, som selv ønsker det.

- Han (Bashar al-Assad, red.) svarede: ”Afgjort”, fortalte Vladmir Putin ifølge BBC tidligere på dagen.

- Vi overvejer det, og vi vil forsøge at føre det ud i livet, tilføjede præsidenten.

Siden borgerkrigen brød ud i Syrien, har landets præsident ellers været en af hovedfjenderne for de mange oprørsgrupper, som kæmper i landet.

Men Vladimir Putin opfordrer nu de kurdiske grupper til at alliere sig med regeringerne i Syrien og Irak for at få nedkæmpet IS.

Den russiske præsident lagde også op til et tættere samarbejde med de vestlige lande, som langt fra har været begejstret for hans støtte til den syriske præsident.

- Det vigtigste er, at vi behandler hinanden som allierede, og at vi er åbne og ærlige over for hinanden.