Tema Fredsaftale i Colombia

Rapport: Colombias befolkning udsættes for vold trods fredsaftale

Ofre for uroligheder får ikke den nødvendige hjælp og behandling, viser en ny rapport fra Læger uden Grænser.

Voldelige handlinger eller risikoen for at blive udsat for voldelige handlinger udløser et højt antal personer med ringe mentalt helbred i Colombia. (Foto: JAIME SALDARRIAGA © Scanpix)

En ny rapport fra Læger Uden Grænser viser, at vold mod befolkningen stadigvæk er et stort problem i det sydamerikanske land Colombia. Også selvom at en nylig fredsaftale har fået flere end 7.000 guerilla-krigere fra oprørsgruppen Farc til at indlevere deres våben.

- Det er en øget tilstedeværelse af kriminelle organisationer og andre bevæbnede grupper, der har ført til et højt mængde trusler, snigmord, kidnapninger, forsvindinger, og chikane og afpresning. Noget, som rammer befolkningens fysiske og mentale helbred, skriver Læger Uden Grænser i en rapport udgivet torsdag.

Fredsaftale i Colombia

Befolkingen i Colombia har med meget lille margen overraskende stemt nej til fredsaftalen med oprørsbevægelsen FARC. Konflikten har varet i 52 år og kostet ca. 250.000 mennesker livet. Følg seneste nyt her.

Gå til tema

Rapporten fra Læger uden Grænser er baseret på data fra 6.000 personer, som organisationen har konsulteret mellem 2015 og 2016 i byerne Buenaventura og Tumaca.

- Selvom volden og ofrenes behov ikke direkte kan udledes til resten af landet, så kan det betragtes som en plausibel afspejling af virkeligheden i både by- og landområder på tværs af mange provinser i Colombia, siger Juan Matias Gil, der er Læger uden Grænsers missionschef i Colombia.

Uro udløser depression

Voldelige handlinger og risikoen for at blive udsat for voldelige handlinger, har ifølge Læger uden Grænser medført et stort antal psykiske lidelser blandt den generelle befolkning. 25 procent af alle personer, som blev undersøgt, havde symptomer på depression, mens 11 procent havde symptomer på angst.

Samtidigt kritiserer Læger uden Grænser, at behovet for behandlingen af personerne ikke bliver mødt.

- Der er mangel psykologisk behandling på trods af befolkningens betydelige behov. Det sker selvom, at der er lovgivning på plads, som skal sikre, at ofrene for voldelig konflikt får den korrekte hjælp og behandling, siger Juan Matias Gil.

Også behandlingen af ofre for fysisk vold er voldsom utilstrækkelig.

- Kun ni procent af de, som havde overlevet en voldtægt, fik behandling indenfor de første 72 timer, siger Juan Matias Gil og tilføjer:

- Det begrænser effektiviteten af medicinsk behandling og forøger risikoen for at blive smittet med kønssygdomme og uønsket graviditet.

Andre tager over, hvor Farc slipper

Mens oprørsgruppen Farc har indleveret mere end 8.000 våben og 22 ton eksplosiver til FN som en del af fredsaftalen mellem Farc og den colombianske regering, så er andre kriminelle grupperinger begyndte at overtage nogle af Farcs tidligere områder, skriver det engelsksprogede colombianske medie Colombia Reports.

Samtidigt er flere lokale ledere blevet henrettet, hvilket har besværliggjort implementeringen af fredsaftalen indgået mellem Farc og den Colombianske regering i nogle af de afsides provinser. Et af målene i fredsaftalen er at dæmme op for kokainproduktionen i landet - noget, som møder stor modstand hos forskellige kriminelle grupperinger, der i høj grad er finansieret af kokainsalg.