Rapport: Meget plastik i havene

De store mængder plastikaffald kan blandt andet kommes til livs ved at udvikle nye teknologier, fremgår det af rapport.

Plastiksuppe findes i flere lande. (© dr)

Det flyder med plastik i verdens oceaner, og hvis tendensen med at dumpe plastikaffald til havs ikke bliver bremset, vil der i løbet af få årtier være mere plastik i verdenshavene end fisk.

Det konkluderer en ny rapport fra World Economic Forum.

Ifølge rapporten undslipper næsten en tredjedel af al indpakning og emballage lavet af plastik indsamlingssystemer. I stedet havner det ude i naturen, hvor det belaster økosystemerne.

Som det ser ud i dag, indeholder oceanerne et ton plastik for hver fem ton fisk, skriver forskerne i rapporten. I 2050 vil den samlede vægt af al plastikaffald overstige den totale vægt af alle verdenshavenes fisk.

Det er især den manglende genbrug af plastik, der ligger til grund for prognosen.

DR's Detektor har dog faktatjekket forskernes påstand ved at gennemgå de tal, der ligger bag sammenligningen, og fundet ud af, at sammenligningen ikke kan bruges til at konkludere, at der er i 2050 vil være mere plastik end fisk i verdenshavene, hvis udviklingen fortsætter som nu. Det skyldes blandt andet, at forskerne baserer deres skøn på nogle forældede og mere usikre tal. Læs hele gennemgangen her.

Den 36-sider lange rapport "The New Plastics Economy: Rethinking the future of plastics" giver dog håb om, at plastikforureningen kan stoppes.

Ved at benytte andre materialer og udvikle nye teknologier vil det ifølge rapporten være muligt at komme de store mængder plastikaffald til livs.

I dag bliver kun 14 procent af plastikemballage indsamlet til genbrug. Til sammenligning er den globale genbrugsprocent for papir oppe på 58 procent, mens den for jern og stål er på 70 til 90 procent.

/ritzau/

Opdateret torsdag d. 22. juni 2017: Vi har tilføjet afsnittet omkring Detektors faktatjek af påstanden og rettet rubrikken og underrubrikken.