Det skabte stor utilfreds, da myndighederne i Gøteborg fjernede en snepenis, som var tegnet i isen. Nu har manden, som fjernede tegningen lavet et endnu større værk.

Mens vi i Danmark bruger meget tid på flygtningesituationen og udflytning af kommunale arbejdspladser, har vores svenske naboer haft fokus på en specifik mandlig kønsdel.

Mandag vågnede indbyggerne i den svenske by Gøteborg op til tyk sne og en tegning af en penis, som var blevet kradset ind i et tykt lag is i en lokal park.

Myndighederne fik flere henvendelser fra folk, som følte sig stødt over tegningen, hvorfor den fine snepenis blev visket ud.

Andre lokale blev rasende og tog kampen op til ære for den kunstneriske frihed.

Facebook til undsætning

Straks blev der dannet en gruppe på det sociale medie Facebook, hvor der blev kaldt til at genskabe byens kulturikon, snepenissen.

Gruppen måler nu over 3.000 følgere, blandt andre Emilian Sava som var med til at fjerne den første udgave af kunstværket.

Sava fik så dårlig samvittighed over at have været med til at fjerne tegningen, at han selv har været med til at lave en ny og større udgave af den efterhånden kendte snepenis.

- Jeg er virkelig ked af, at så mange mennesker blev snydt for at se snepenissen. Vi prøvede at hjælpe myndighederne, vi prøvede ikke at ødelægge kunstneres ret til at ytre sig.

Sava og hans kollegaer har skabt en ny stor snepenis tidligt torsdag morgen. Den nye tegning er så stor, at man ikke kan identificere motivet fra jorden. Til gengæld kan man få sig et godt grin, hvis man tager en helikoptertur over marken.

Se selv med i klippet i toppen af denne artikel.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube