Regeringen skælder Tyrkiet ud men vil stadig samarbejde

Kristian Jensen tager afstand fra Tyrkiets undertrykkelse af pressefriheden, men vil samarbejde om migration.

Udenrigsminister Kristian Jensen (V) tager skarp afstand fra Tyrkiets undertrykkelse af pressefriheden, (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Udenrigsminister Kristian Jensen (V) tager skarp afstand fra Tyrkiets undertrykkelse af pressefriheden, efter at tyrkiske myndigheder fredag overtog kontrollen med den regeringskritiske avis Zaman:

- Det er dybt bekymrende, at Tyrkiet går tilbage fra den relativt tolerante linje, de har haft omkring ytrings- og pressefrihed. At de nu overtager en regeringskritisk avis svarer til, at vi i Danmark havde overtaget dagbladet Arbejderen og fået dem til at rose regeringen.

- Det er et klart skridt i den forkerte retning og noget, som vi bliver nødt til at reagere på.

Samtidig med, at den danske minister og hans vestlige kolleger skælder de tyrkiske myndigheder ud, beder de samtidig landet om hjælp.

EU-landene vil have Tyrkiet til at gøre mere for at bremse menneskestrømmen til Europa og håber at få en aftale om at sende økonomiske migranter tilbage til Tyrkiet.

Kristian Jensen forklarer de forskellige signaler til Tyrkiet med, at "verden er kompleks":

- Derfor er vi nødt til at agere på flere områder samtidig. Tyrkiet er en vigtig partner i forhold til at få fred i Syrien og bekæmpe ISIL (Islamisk Stat, red.). Tyrkiet er en vigtig partner i forhold til at begrænse migration.

- Men Tyrkiet er også et land, hvor vi er nødt til at reagere, når de tager så klare skridt væk fra den pressefrihed, der er så vigtig en hjørnesten i et demokrati.

/ritzau/

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube