Robotterne styrer hotel i Japan

Japan mangler arbejdskraft, og derfor rykker robotter ind. Tag med til landets mest avancerede hotel.

En robot byder gæsterne velkommen på Henn-na Hotel. (Foto: Qunyi Zhang © dr)

- Velkommen til Henn-na Hotel, siger dinosaurrobotten, der hilser velkommen i receptionen på et ganske usædvanlige hotel.

- Vær så venlig at skrive dit navn og telefonnummer på kundekortet, fortsætter receptionisten med store røde kløer, hugtænder og grøn overkrop, hvorefter jeg modtager nøglekort og regning fra en automat ved siden af.

Hotellets informationsmedarbejder er også en robot. (Foto: Qunyi Zhang © dr)

Få ansatte på hotel

Sådan er virkeligheden på Japans nok mest avancerede hotel lidt udenfor byen Nagasaki.

Japan mangler nemlig hænder på arbejdsmarkedet og lønningerne er i forvejen høje. Deraf kom ideen til robothotellet, hvor ansatte i form af levende væsener er et særsyn.

Se Philip Khokhar og alle robotterne på hotellet i videoen:

Helt uundværlige er mennesker dog langt fra. Hotellet har 10 ansatte, der primært arbejder med rengøring, som trods alt er for kompliceret til at overlade til fuldstændigt til robotterne.

- Det vigtigste er, at vi har behov for færre ansatte, når vi har robotterne, fortæller hotelchef Manabu Yoshida.

Svære at kommunikere med

Værelserne er som hotelværelser er flest, med den markante undtagelse, at for eksempel lys og temperatur styres af en lyserød robot Churi, der ligner en dukke.

Philip Khokhar forsøger her - uden held - at få robotten Churi til at slukke lyset på værelset. (Foto: Qunyi Zhang © dr)

Flere af gæsterne synes dog, at Churi og hotellets øvrige robotter er en anelse svære at kommunikere med.

- Jeg fik et chok, fordi de fleste ansatte er robotter. Det er lidt upraktisk, at der ikke er flere mennesker ansat, siger gæsten Noda Tetsuya.

Målet er, at hotellet i Nagasaki en dag skal fungere helt uden ansatte. Der går nok noget tid, før det sker.

Se en reportage fra robothotellet i TV Avisen klokken 21:30 i aften.

(Foto: Qunyi Zhang © dr)