Røde Kors i Aleppo: Uvist hvornår al nødhjælp kommer frem

Processen er stadig i gang med uddelingen af nødhjælp til de belejrede byer i Syrien, fortæller nødshjælpsarbejder fra Aleppo.

Røde Halvmåne, det syriske Røde Kors, gør klar til køre nødhjælpkonvojen fra Damaskus til blandt andet Damaya og Zabadani. (Foto: LOUAI BESHARA © Scanpix)

I Syrien er de første lastbiler med nødhjælp nået frem til flere belejrede områder omkring Damaskus.

Efter pres fra FN har den syriske regering tilladt, at lastbiler kan køre ind med nødhjælp til i alt syv områder, der er belejret af oprørsgrupper.

Men langt fra al nødhjælp er nået frem endnu. Det fortæller Musiffa Garra, som er nødhjælpsarbejder hos Røde Kors, fra Aleppo i Syrien.

- Hjælpen er langsomt ved at komme frem, men de er stadig ved at forhandle om adgang, særligt i de nordlige områder, hvor man virkelig har brug for hjælp, siger han til DR Nyheder, og understreger vigtigheden af, at nødhjælpen når frem - særligt til de internt fordrevne syrere.

Ifølge hans vurdering er det ikke til at sige, hvornår resten af nødhjælpen kan komme frem til alle de belejrede områder.

- Vi håber, at det hele kommer frem i morgen eller senest i overmorgen, men man kan desværre ikke være sikker på, hvornår vi får den endelige tilladelse. Der er så mange parter i konflikten, at det ikke nytter noget kun at få tilladelse fra en enkelt part, siger han.

Områderne har været afskåret fra omverdenen af de syriske regeringsstyrker, som altså nu har givet grønt lys til sendinger med nødhjælp.

Det er sket, efter at flere stormagter, heriblandt USA, Rusland, Saudi-Arabien og Iran, efter forhandlinger om fred i Syrien i sidste uge blev enige om at iværksætte en våbenhvile mellem regeringshæren og oprørsgrupper i Syrien.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube