Tema Valg i USA 2016

Rubio sætter stopper for spekulationer: Jeg vil ikke være vicepræsident

Donald Trump får ikke Marco Rubio ved sin side, hvis førstnævnte skulle blive den næste amerikanske præsident.

Marco Rubio tabte primærvalget i sin egen hjemstat til Donald Trump og varsler nu en politisk pause. (Foto: Carlo Allegri © Scanpix)

Siden Marco Rubio trak sig fra den republikanske præsidentkandidatkamp har der været spekulationer om, hvorvidt han skulle være vicepræsident.

- Nej, jeg skal ikke være vicepræsident for nogen, siger Marco Rubio ifølge Reuters fra Capitol Hill, hvor Rubio sidder i Senatet.

Valg i USA 2016

Den amerikanske præsidentvalgkamp er i gang. Følg kapløbet mellem Demokraternes kandidat Hillary Clinton og Republikanernes kandidat Donald Trump her.

Gå til tema

Tværtimod virker det til, at den detroniserede republikanske præsidentkandidat vil trække sig tilbage fra det politiske spotlight.

- Jeg afslutter min valgperiode i Senatet over de næste måneder, og så vil jeg være civil i januar, siger 44-årige Marco Rubio.

Rubio valgte at trække sig ud af det republikanske opgør om præsidentnomineringen, efter han tirsdag var ude af stand til at vinde primærvalget i sin egen stat Florida.

Det blev i stedet Donald Trump, som løb med samtlige de delegerede, der var på spil i Florida. Det har bragt den excentriske mangemilliardær et stort skridt nærmere nomineringen som Det Republikanske Partis præsidentkandidat.

DR Nyheder/Ritzau

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube