Tema Nordkoreas missiltrussel

Rusland og Kina har nyt fredsinitiativ for Nordkorea

Rusland og Kina har forslag til Nordkorea på dagen hvor endnu et missil er affyret fra det isolerede land.

Kinas præsident, Xi Jinping, (tv) har været til møde med Ruslands pæsident, Vladimir Putin, i Moskva. (Foto: MICHAEL KLIMENTYEV / SPUTNIK / K © Scanpix)

Ruslands præsident, Vladimir Putin, og hans kinesiske modpart, Xi Jinping, har lanceret et nyt initiativ for at bidrage til en løsning af konflikten omkring Nordkorea.

De to ledere mødtes i Moskva, og de blev enige om at foreslår, at Nordkorea indtil videre standser dets missiltests og atomprøvesprængninger, mens USA og Sydkorea til gengæld indstiller store militærmanøvrer.

Desuden siger Rusland og Kina, at USA må stoppe etableringen af et missilskjold i Sydkorea.

I den fælles erklæring fordømmer Rusland og Kina Nordkoreas meddelelse om en missiltest som "uacceptabel", og de to stormagter opfordrer indtrængende til tilbageholdenhed, så spændingerne ikke tager til.

Nordkorea foretog natten til tirsdag ifølge egne oplysninger en vellykket affyring af et interkontinentalt testmissil. USA havde dog tidligere tirsdag vurderet, at der var tale om et mellemdistancemissil. Det modsiger Nordkorea altså.

Sydkorea har meddelt, at det undersøger påstanden om et interkontinentalt missil.

Flere uafhængige eksperter har på baggrund af data om testen konstateret, at der formentlig er tale om et interkontinentalt missil.

/ritzau/