Tema Nordkoreas missiltrussel

Rusland og Kina i fælles front mod Nordkorea

Rusland og Kina vil ikke acceptere, at Nordkorea gør forsøg på at producere atomvåben, siger udenrigsministre.

Sergej Lavrov og hans kinesiske kollega, Wang Yi, udveksler dokumenter efter mødet. (Foto: Maxim Shemetov © Scanpix)

Ruslands og Kinas udenrigsministre fortæller Nordkorea, at det skal vende tilbage til internationale forhandlinger om landets atomprogram og overholde en FN-resolution, som forbyder prøveaffyring af raketter.

Det siger Ruslands Sergej Lavrov og hans kinesiske kollega, Wang Yi, efter et møde i Moskva.

De erklærer på begge landes vegne, at man ikke accepterer Nordkoreas forsøg på at producere atomvåben.

Nordkorea gennemførte 6. januar en atomprøvesprængning, og det har fået FN's Sikkerhedsråd til at skærpe sanktionerne over for landet.

Nordkorea reagerede ved i sidste uge at affyre seks raketter ud i Det Japanske Hav.

/ritzau/Reuters