Rusland ud af Georgien om en måned

Rusland klar til at trække soldater ud af Georgien, når international styrke er på plads. Internationale forhandlinger om Georgien den 15. oktober.

De store smil og faste håndtryk var fremme under dagens møde, men flere vestlige regeringer tvivler på resultaterne. (Foto: RIA NOVOSTI)

Rusland trækker soldater ud af Georgien, når en international styrke kan overtage deres plads.

Det sagde Ruslands præsident, Dmitrij Medvedev, mandag efter et møde med Frankrigs præsident, Nicolas Sarkozy, i Moskva.

Han tilføjede, at de to præsidenter "i princippet" er blevet enige om en udstationering af en EU-observationsstyrke på 200 mand i stødpudezonerne ved de to oprørsregioner Sydossetien og Abkhasien i Georgien.

Ude om en måned

Sarkozy sagde, at russiske tropper vil forlade det georgiske kerneland inden for en måned, og at de vil rømme deres kontrolposter ved byen Poti inden for en uge.

Og så skal der være internationale forhandlinger om Georgien-konflikten i Geneve den 15. oktober.

Sarkozy, som i øjeblikket har formandskabet for EU, havde sin udenrigsminister, Bernard Kouchner, EU's kommissionsformand, José Manuel Barroso, og EU's udenrigspolitiske chef, Javier Solana, med sig til den russiske hovedstad.

Det var Sarkozy, der var mægler i forhandlingerne, som i sidste måned førte til våbenhvileaftalen mellem Rusland og Georgien.

Skal også mødes med Saakasjvili

Vestlige regeringer siger imidlertid, at Rusland ikke overholder aftalen, fordi der fortsat er russiske styrker i stødpudezoner ved oprørsregionerne, som Rusland i øvrigt for nyligt har anerkendt som selvstændige stater.

Rusland siger, at der er tale om fredsbevarende soldater, og at det er i overensstemmelse med aftalen.

Sarkozy-kvartetten skulle senere mandag til Georgien for at tale med Georgiens præsident, Mikhail Saakasjvili.