Rusland udvider sanktioner mod Vesten: Stopper import af de fleste fødevarer

Rusland stopper al import af frugt, grønt, kød, fisk, mælk og mejeriprodukter fra USA og EU, Australien, Canada og Norge, siger premierminister Medvedev.

Ruslands premierminister Medvedev oplyser, at Rusland vil stoppe import af stort set alle fødevarer fra USA og EU. (Foto: Sergei Karpukhin/ Scanpix /Scanpix)

Rusland sætter hårdt mod hårdt over for de lande, der har indført sanktioner mod landet i kølvandet på krisen mellem Rusland og Ukraine.

Landets premierminister, Dmitrij Medvedev, siger torsdag, at Rusland vil stoppe al import af frugt, grønt, kød, fisk, mælk og mejeriprodukter fra USA og EU, Australien, Canada og Norge. Det skriver Reuters.

- Rusland introducerer et fuldt embargo mod oksekød, svinekød, frugt og grønt-produkter, fjerkræ, fisk, ost, mælk og mejeriprodukter fra EU, USA, Australien, Canada og Norge, siger Medvedev i en tv-transmitteret tale.

Gælder et år frem

Beslutningen kommer, efter at Ruslands præsident, Vladimir Putin, onsdag udstedte et dekret til sin regering om at forbyde eller begrænse import af fødevarer fra de lande, der har indført sanktioner mod Rusland.

- Der er ikke noget godt ved sanktioner, og det var ikke en let beslutning at tage, men vi blev nødt til at gøre det, siger Medvedev.

Forbuddet vil foreløbig løbe i et år og træder i kraft øjeblikkeligt.

Kan ramme flyselskaber

Foruden det omfattende importforbud mod fødevarer, siger Medvedev, at regeringen overvejer at forbyde flyselskaber fra EU og USA at foretage transitlandinger i Rusland på deres flyvninger til Asien. Men den beslutning er endnu ikke truffet, understreger han.

Derimod er det besluttet at forbyde transitflyvninger gennem Rusland for alle ukrainske luftfartsselskaber.

/ritzau/Reuters

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube