Tema Krigen i Syrien

Rusland vil have moderate oprørere i Syrien-aftale

Den Frie Syriske Hær bør være med i fredsprocessen for Syrien, siger russisk viceudenrigsminister.

Udenrigsministrene John Kerry og Sergei Lavrov fra henholdsvis USA og Rusland taler sammen på mødet i Wien om Syrien-krisen. (Foto: Brendan SMIALOWSKI © Scanpix)

Flere oprørsgrupper, blandt dem Den Frie Syriske Hær (FSA), skal sidde med ved bordet, når centrale aktører forsøger at forhandle fred i det krigshærgede Syrien, mener Rusland.

Russerne vil ifølge landets viceudenrigsminister med særligt ansvar for Mellemøsten, Mikhail Bodonov, også inddrage kurderne i processen.

Netop oprørsgrupper som Den Frie Syriske Hær har været kilde til spændinger mellem USA og Rusland, da amerikanerne støtter disse direkte i kampen mod det syriske styre med præsident Bashar al-Assad i spidsen.

Modsat står russerne på Assads side og bomber - ifølge amerikanerne - disse moderate oprørsgrupper.

Udenrigsministrene fra flere stormagter er i øjeblikket samlet i Wien for at diskutere, hvordan man kan finde en løsning på konflikten i Syrien.

/ritzau/Tass