Rusland vil levere energi til Grækenland

Vesten følger nøje med i det nye venskab mellem Grækenland og Rusland, da Vestens forhold til Rusland ikke er for godt i kølvandet på landets konflikt med Ukraine.

Rusland arbejder på planer om at levere energi til Grækenland for at få gang i den kriseramte græske økonomi. (Foto: ANGELOS TZORTZINIS © Scanpix)

Rusland arbejder på planer om at levere energi til Grækenland for at få gang i den kriseramte græske økonomi.

Det siger den russiske energiminister, Alexander Novak, søndag til russiske medier, skriver nyhedsbureauet AFP.

- Rusland vil hjælpe med at få gang i den græske økonomi ved at udbygge det græske og russiske samarbejde i forbindelse med energisektoren, siger Novak.

Forventer aftale om få uger

Ministeren fortæller, at hans ministerium forventer, at parterne bliver enige indenfor de nærmeste uger.

- Vi er i øjeblikket i gang med at undersøge mulighederne for at organisere direkte leverancer af energiressourcer til Grækenland, og leverancerne skal begynde snarest muligt.

Det er stadig uvist hvilken form for energi, som aftalen skal omhandle.

Vesten følger det nye venskab

Grækenlands venstreorienterede regering er i de seneste måneder rykket tættere på Rusland i takt med, at uoverensstemmelserne mellem Grækenland og landets internationale kreditorer har vokset sig større.

Vesten følger nøje med i det nye venskab mellem Grækenland og Rusland, da Vestens forhold til Rusland ikke er for godt i kølvandet på landets konflikt med Ukraine.

I juni indgik den græske premierminister, Alexis Tsipras, en aftale med Rusland om, at russerne bygger en gasledning gennem Grækenland, så russerne kan levere gas til Tyrkiet.

/ritzau/