Tema Krigen i Syrien

Russisk udenrigsminister til Kerry: Vi fortsætter angreb i Syrien

Rusland vil fortsætte den kritiserede indsats i Syrien, oplyser udenrigsminister Lavrov til USA's John Kerry.

USA's udenrigsminister John Kerry (tv) og hans russiske ministerkollega Sergei Lavrov (th) mødtes også under FN's generalforsamling i New York. (Foto: JASON SZENES © Scanpix)

Anklagerne er de seneste uger fløjet gennem luften mellem USA og Rusland, der begge er dybt involverede i krigen i Syrien.

I et forsøg på at bløde den tilspidsede diplomatiske situation op, har de to landes udenrigsministre fredag aften talt i telefon med hinanden.

Mødet sluttede uden nye fremskridt. Og det er tvivlsomt, om den diplomatiske proces omkring Syrien kan fortsætte.

Sådan lød det efterfølgende fra amerikanerne, der er på kanten til at afbryde de bilaterale forbindelse med Rusland.

- Det er svært at blive ved med at tro på en diplomatisk proces i lyset af, hvad der sker på landjorden, siger Mark Toner, talsmand for det amerikanske udenrigsministerium, til CNN.

Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, fastslog, at russerne er rede til at se på "andre muligheder for at normalisere situationen" i den belejrede syriske storby Aleppo.

Og trods af kritik fortsætter russerne indsatsen i Syrien, tilføjede Lavrov.

Rusland anklager amerikanerne for at holde hånden over den islamistiske Al Nusra-front i byen.

USA påstår omvendt, at russerne bevidst er gået efter at ramme civile og hospitaler i den omringede by.

Det er endnu uvist, hvad den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, har sagt under telefonsamtalen.

Men torsdag truede Kerry russerne med helt at afbryde samarbejdet om Syrien med russerne, hvis ikke angrebene mod Aleppo standsede.

/ritzau/