Sagen vokser i Køln: 379 kvinder har anmeldt overgreb

Myndighederne oplyser, at der er 379 sager fra nytårsnat, og ikke - som før oplyst - 170 anmeldelser.

Mange mennesker mødte op foran katedralen i Køln for at demonstrere mod overgrebene. (Foto: ROBERTO PFEIL © Scanpix)

Den udskældte politiledelse i Køln tegner lørdag - efter en større demonstration i byen - et nyt billede af den voldelige nytårsnat.

Politiet i den tyske by efterforsker 379 sager fra 31. december, da hundredvis af mænd overfaldt og forulempede et større antal kvinder. Det oplyser myndighederne ifølge nyhedsbureauet dpa.

Det antal er markant højere end tidligere oplyst. Politiet har før sagt, at der var 170 anmeldelser.

Omkring halvdelen af sagerne omhandler seksuelle overgreb af forskellig karakter. Andre handler om vold og tyverier.

Ifølge myndighederne i byen er hovedparten af de mistænkte illegale migranter og asylansøgere.

Myndighederne i den tyske by kom helt skævt ind på sagen fra nytårsnat, da hundredvis af indvandrere og asylansøgere ifølge politiet forulempede et større antal kvinder.

I den første rapport var de mange overgreb på kvinder slet ikke nævnt. Efterfølgende slap historien frem. Siden er sagen bare vokset og vokset.

Senest har landets forbundskansler, Angela Merkel, sagt, at regeringen vil stramme flygtningekursen i Tyskland.

Overgrebene skete, mens politiet var til stede i stort antal ved domkirken og banegården. Men de mange mænd forhindrede angiveligt betjentene i at stoppe overgrebene.

Nogle politifolk har sagt, at de ikke opfattede, hvad der skete.

Politichefen i Køln måtte fredag gå af på grund af hans håndtering af sagen.

/ritzau/NTB

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube