Tema Krigen i Syrien

Samuelsen: Genopbygning af Syrien må ikke støtte Assad

På den korte bane spiller præsident Assad en rolle for politisk løsning på krigen i Syrien, siger Samuelsen.

Udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) vil ikke have, at Bashar al-Assad bliver en del af en langsigtet politisk løsning i Syrien. (Foto: Òlafur Steinar Gestsson © Scanpix)

EU skal først støtte genopbygningen af Syrien, når der er indgået en fredsplan efter foreløbig seks års krig i Syrien.

Det siger udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) mandag ved ankomsten til EU's udenrigsministermøde i Luxembourg.

- Det er vigtigt, at der bliver indgået en aftale om en politisk løsning, så man ikke gennem genopbygningen begynder at understøtte det eksisterende styre, siger Samuelsen.

Udenrigsministeren siger samtidig, at Syriens præsident, Bashar al-Assad, ikke kan være en del af en langsigtet politisk løsning for Syrien.

- Han har utroligt meget på samvittigheden, siger Anders Samuelsen om Assad.

- Det er svært at forestille sig - også for at give folk en mulighed for at vende hjem til Syrien - at han skulle være en del af den langsigtede løsning, siger den danske udenrigsminister.

Men Assad kan godt være en del af den kortsigtede løsning, mener Samuelsen.

- På den korte bane spiller han jo en rolle. Det kan man ikke komme uden om. Det er jo et faktum, at han sidder der på nuværende tidspunkt, siger udenrigsministeren.

USA ændrer politik

USA's udenrigsminister, Rex Tillerson, og den amerikanske FN-ambassadør, Nikki Haley, sagde begge torsdag, at USA har ændret politik i forhold til Syrien.

- Man vælger sine kampe, sagde Nikki Haley.

- Når vi ser på dette, så handler det om at ændre vores prioriteringer. Det er ikke længere en prioritet at fokusere på at få præsident Assad væk, sagde hun.

Samtidig sagde Tillerson, at "den langsigtede status for præsident Assad skal afgøres af Syriens befolkning".

Den tyske udenrigsminister, Sigmar Gabriel, siger mandag i Luxembourg, at den nye amerikanske politik er "mere realistisk" end at starte med at forlange Assads afgang.

- Men der er én ting, der ikke kan ske. Og det er, at en diktator, der har begået frygtelige forbrydelser i regionen, fortsætter uberørt, siger Gabriel.

Spørgsmålet om Assads skæbne har længe splittet det internationale samfund.

Det har været med til at forhindre en politisk løsning på konflikten.

/ritzau/