Tema Nordkoreas missiltrussel

Samuelsen indkalder Nordkoreas ambassadør efter bombetest

Nordkorea har oplyst, at det natten til søndag dansk tid har gennemført en prøvesprængning af en brintbombe.

Udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) vil have en alvorssnak med Nordkoreas ambassadør efter bombeprøvesprægningen i Nordkorea. (Foto: Katia Christodoulou © Scanpix)

Nordkorea må stoppe med sin destabiliserende opførsel og med at overtræde FN-resolutioner.

Sådan lyder opfordringen fra Danmarks udenrigsminister, Anders Samuelsen (LA), på Twitter, efter at Nordkorea har sagt, at det natten til søndag dansk tid har gennemført en prøvesprængning af en brintbombe.

Samuelsen skriver desuden, at han vil indkalde Nordkoreas ambassadør i Stockholm til et møde. Udenrigsministeren vil over for nordkoreanerne på det kraftigste tage afstand fra bombetesten.

- Nordkoreas voldelige retorik og atomprøvesprængning er dybt bekymrende og udgør en trussel mod global fred og sikkerhed, siger Samuelsen i en pressemeddelelse.

- Vi kan og skal ikke acceptere, at Nordkorea endnu engang har overtrådt sikkerhedsrådets resolutioner og bidraget til at forværre sikkerhedssituationen for både sig selv, sin befolkning og sine naboer.

- Vi skal lægge maksimalt pres på Nordkorea for at stoppe missilprogrammet og komme tilbage til forhandlingsbordet, siger Samuelsen.

Sjette atomtest fra nordkoreanere

Det er langt fra hverdagskost, at Samuelsen indkalder en ambassadør til et møde.

- Det er et alvorligt diplomatisk skridt, som jeg håber, at styret i Pyongyang vil notere sig.

- Samtidig vil vi sammen med vores partnere i EU og FN arbejde aktivt for at sikre, at de vidtrækkende sanktioner mod Nordkorea implementeres, da det er afgørende for at stække styrets finansiering af deres ulovlige missilprogram.

- Jeg vil under mit kommende besøg i Sydkorea desuden mødes med både den sydkoreanske regering og regionale partnere og diskutere, hvordan vi i fællesskab kan dæmme op for truslen fra Nordkorea, siger Samuelsen.

Brintbomben er ifølge Nordkorea med succes blevet testet i landet søndag. Mens det er uvist, om der er tale om netop denne type bombe, står det klart, at landet har udført sin sjette atomtest.

/ritzau/