Tema Krigen i Syrien

Saudi-Arabien indkalder iransk ambassadør efter henrettelseskritik

Irans skarpe reaktion på henrettelsen af den religiøse leder Nimr al-Nimr er faldet Saudi-Arabien for brystet.

Iran har i dag brugt skarpe vendinger i sin kritik af Saudi-Arabiens henrettelse af den shiamuslimske leder Nimr al-Nimr, og det får nu Saudi-Arabien til at kritisere Iran. (Foto: Str © Scanpix)

Saudi-Arabien har lørdag indkaldt den iranske ambassadør for at protestere over en "aggressiv" erklæring fra styret i Teheran, oplyser landets udenrigsministerium.

Den såkaldte aggressive erklæring kom efter Saudi-Arabiens henrettelse ved halshugning af den højtstående shiamuslimske leder Nimr al-Nimr lørdag.

Ministeriet har "overdraget den iranske ambassadør en alvorlig protestskrivelse efter de aggressive iranske erklæringer om den lovformelige strafudøvelse, som i dag er gennemført mod terrorister i kongeriget" hedder det i en erklæring, offentliggjort af det officielle nyhedsbureau, SPA.

Styret i Riyadh udtrykker dets "fuldstændige afvisning af disse aggressive udtalelser, som det betragter som en åbenlys indblanding i kongerigets affærer".

Det holder også den "iranske regering helt og aldeles ansvarlig for at beskytte" kongerigets missioner i Iran og alle deres ansatte fra "enhver form for aggressive handlinger".

Nimr al-Nimr, der har brugt mere end et årti på at studere teologi i Iran, var blandt en gruppe af 47 shia- og sunnimuslimer, der lørdag blev halshugget, dømt til døden for "terrorisme".

Det shiamuslimsk-dominerede Iran, saudernes langvarige ærkefjende, reagerede på henrettelsen af Nimr og sagde, at "den saudiarabiske regering støtter terrorbevægelser og ekstremister, men håndterer hjemlige kritikere med undertrykkelse og henrettelser”.

/ritzau/AFP