Schweiz stemmer om udvisning af småkriminelle udlændinge

Schweizerne stemmer søndag om, hvorvidt udlændinge, der begår to mindre kriminelle handlinger på ti år, automatisk skal udvises.

Hvis et fremlagt lovforslag bliver stemt igennem af de schweiziske vælgere søndag, så vil forseelser, som normalt straffes med bøder være udvisningsgrundlag for udlændinge. (Foto: ENNIO LEANZA © Scanpix)

En kontroversiel lov som vil tillade udvisning af udlændinge, der begår mindre forbrydelser, er i dag til afstemning i Schweiz.

Ifølge det britiske medie The Guardian omfatter listen af forbrydelser, som hvis loven vedtages, kan få udlændinge udvist: Brud på færdselsloven, hvidvask af penge, falsk vidnesbyrd og blufærdighedskrænkelse.

Loven, som er foreslået af det indvandrerkritiske parti SVP, står på skuldrene af en lignende seks år gammel lov, som muliggjorde udvisning af udlændinge, som var dømt for alvorlige forbrydelser som vold eller seksuelle forbrydelser.

Det nye lov har fået hård kritik fra den schweiziske regering, parlamentet og fra de andre store politiske partier i Schweiz.

De har advaret om, at forslaget omgår fundamentale demokratiske regler.

Kan blive tæt løb

Hvis forslaget bliver stemt igennem af de schweiziske vælgere søndag, så vil forseelser, som normalt straffes med bøder være udvisningsgrundlag.

Ifølge The Guardian og BBC peger meningsmålinger på overvægt til nej-siden, som 49 procent hælder til.

Men afstemningen kan gå hen og blive tæt, idet 46 procent i samme måling hælder til ja-siden. 5 procent svarer, de ikke har besluttet sig.

Lovens kritikere frygter, at børn født af udenlandske forældre i Schweiz risikerer at blive udvist til lande, de aldrig har boet i.

Næsten to millioner udenlandske pasholdere bor permanent og lovligt i Schweiz.

Det er svært at få schweizisk statsborgerskab, og da det ikke automatisk bliver givet ved fødslen, så kan loven ramme mange, som aldrig har boet uden for Schweiz, skriver BBC.

En kontroversiel lov er i dag til afstemning i Schweiz.

Opslået af DR Nyheder på 28. februar 2016

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube