Seks dræbt i selvmordsangreb under begravelse i Cameroun

Selvmordsbombere fra Boko Haram har angrebet en muslimsk begravelse på grænsen til Nigeria og dræbte seks.

To selvmordsbombere har angrebet en muslimsk begravelsesceremoni i det nordlige Cameroun og dræbt mindst seks mennesker og såret 30 andre.

Ifølge lokale myndigheder blev angrebet udført af 'islamistiske selvmordsbombere fra Boko Haram'.

Angrebet skete i byen Nguetchewe, der ligger cirka ti kilometer øst for grænsen til Nigeria, hvor den militante gruppe Boko Haram har base.

Gruppen har på det seneste optrappet sine angreb langs den nordlige del af grænsen. Det sker, selv om Camerouns militær bidrager med 8.700 soldater til en international styrke, der er gået sammen om at bekæmpe Boko Haram.

Angrebet er angiveligt det første Boko Haram-angreb i Cameroun mod en begravelsesceremoni. Tidligere har gruppen udført et angreb mod en barnedåb i landet.

Boko Harams seks år lange oprør i Nigeria menes at have kostet omkring 17.000 mennesker livet og efterladt flere end to millioner mennesker hjemløse.

/ritzau/Reuters

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube