Selvkørende Google-bil fejlberegner og rammer bus

Uheldet kan være det første tilfælde, hvor en af Googles selvkørende biler rammer et andet køretøj.

Der har tidligere været mindre uheld med bilerne, men angiveligt ikke et, hvor et andet køretøj er indblandet. (Foto: handout © Scanpix)

En af Googles selvkørende biler er kørt ind i en kommunal bus i et mindre uheld i Mountain View i Californien.

Uheldet fandt sted 14. februar, da den selvkørende Lexus RX450h forsøgte at køre uden om nogle sandsække på vejen, oplyser Google mandag.

Den selvkørende bil "troede, at bussen ville sænke hastigheden eller give Google-bilen plads til at fortsætte", oplyser internetgiganten.

Men få sekunder senere, da Google-bilen var tilbage på midten af vejbanen, ramte den siden af bussen og forårsagede skader på den venstre forskærm. Ingen personer kom noget til.

Uheldet er angiveligt det første tilfælde, hvor en af Googles selvkørende biler har ramt et andet køretøj.

/ritzau/Reuters

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube