Tema Masseskyderi i Orlando

Senatet forkaster stramning af våbenlov efter massakre

En lov, der skulle forhindre folk på terrorlister at købe skydevåben, er stemt ned af Senatet i USA.

Op til afstemningen i Senatet i Washington DC har der været flere demonstrationer mod våben. Her ved Det Hvide Hus. (Foto: Molly RILEY © Scanpix)

Senatet i Washington D.C. har mandag aften lokal tid blokeret et par lovforslag fra Demokraterne, der var udarbejdet for at forhindre, at personer på terrorlister får fingre i et skydevåben. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Yderligere tre tiltag for at indskrænke salget af skydevåben, der blev fremsat efter massakren i Orlando, blev stemt ned.

Masseskyderi i Orlando

Søndag 12. juni 2016 gik en bevæbnet mand til angreb på en natklub for homoseksuelle i Orlando, Florida. Angrebet har indtil videre kostet 49 personer livet og er det mest blodige masseskyderi i amerikansk historie. Gerningsmanden, den 29-årige Omar Mateen, blev dræbt under en skudveksling med politiet efter angrebet.

Gå til tema

Skyderierne i Orlando er blevet beskrevet som det værste masseskyderi i USA's nyere historie, hvor mindst 50 døde, og endnu flere blev såret.

Et af lovforslagene var et forsøg på at indføre baggrundstjek ved salg af våben til såkaldte våbenfremvisninger eller over internettet.

Det forslag faldt med stemmerne 56 imod og 44 for. Tre demokratiske senatorer gik imod sit partis ønske og stemte imod forslaget. En enkelt republikaner brød med partiets linje og stemte for.

Forslaget om at blokere for våbenhandel til personer, der står på en terrorliste eller en flyveforbudsliste tabte med stemmerne 53 mod 47.

Republikanernes formodede præsidentkandidat, Donald Trump, - og andre tilhængere af retten til at bære våben i USA - er under pres for at komme med et fornuftigt svar på, hvordan man i fremtiden kan forhindre masseskyderier som det i Florida, hvor en gerningsmand dræbte 49 personer.

/ritzau/