Tema Krigen i Syrien

Signaler fra Iran: Villig til at ofre Assad

Iran deltager for første gang i et internationalt møde om krigen i Syrien, og der lyder nye toner.

Fra venstre den russiske udenrigsminister Sergei Lavrov, USA's udenrigsminister John Kerry, Saudi-Arabiens udenrigsminister Adel al-Jubeir og den tyrkiske udenrigsminister Feridun Sinirlioglu før mødet om Syrien-konflikten i Wien. (Foto: Brendan SMIALOWSKI © Scanpix)

Iran vil måske ikke længere insistere på, at den syriske præsident Bashar al-Assad skal blive siddende. Iran og Rusland er Assads største støtter.

De nye signaler kommer, før en lang række lande mødes i Wien til en ny runde samtaler om situationen i Syrien. Målet er at få den over fire år lange krig afsluttet gennem en politisk aftale.

En højtstående embedsperson fra Mellemøsten, der er bekendt med Irans holdning, siger til Reuters, at Iran vil kunne acceptere en overgangsperiode på seks måneder med Assad ved magten.

Derefter skal den syriske befolkning ved et valg bestemme præsidentens videre skæbne.

Udtalelser fra Irans viceudenrigsminister, Amir Abdollahian, bekræfter, at Iran møder op til dagens samtaler med en vis grad af kompromisvillighed og fleksibilitet.

- Iran insisterer ikke på at holde Assad ved magten for evigt, fastslår ministeren over for iranske medier.

En halv snes lande, deriblandt USA og Rusland, deltager i dagens møde i den østrigske hovedstad. Det er første gang, at Iran er inviteret med.

USA og Saudi-Arabien, der støtter den syriske opposition, har hidtil forsøgt at udelukke Iran.

/ritzau/