Sikkerhedskonference i München: Den mest ustabile verdensorden i 53 år

International konference om sikkerhed handler i år mest om usikkerhed, siger Steffen Gram.

Tysk politi bevogter Bayerischer Hof hotellet, hvor sikkerhedskonferencen finder sted. (Foto: THOMAS KIENZLE © Scanpix)

Verden har ikke været mere ustabil, end den er lige nu, siden Anden Verdenskrig.

Sådan skriver formand Wolfgang Ischinger i et ildevarslende forord til den årlige, internationale sikkerhedskonference i München, som samler verdens vigtigste beslutningstagere indenfor sikkerhedspolitik de kommende tre dage.

Sikkerhed i München

Det er 53. gang, at sikkerhedskonferencen i München - Munich Security Conference - afholdes.

Sikkerhedskonferencen samler hvert år over 450 beslutningstagere, akademikere, ngo'er og virksomhedsledere fra hele verden for at diskutere globale sikkerhedsudfordringer.

I år deltager blandt andre USA's vicepræsident Mike Pence, den tyske kansler Angela Merkel og formanden for Det Europæiske Råd, Donald Tusk.

International korrespondent i DR Nyheder Steffen Gram fortæller, at man tydeligt fornemmer verdens ustabile tilstand på mødedeltagerne i München. Usikkerheden skyldes især to personer, som ikke deltager i konferencen: USA's præsident, Donald Trump, og Ruslands Vladimir Putin.

- Man afventer, hvad Trumps udenrigspolitik egentlig er, og hvad russerne egentlig vil. For man bliver nødt til at sige, at det russisk-amerikanske forhold i øjeblikket er kaotisk - ligesom den udenrigspolitiske beslutningsproces i Washington er kaotisk, siger Steffen Gram.

Nye toner om Rusland

Både før, under og efter den amerikanske valgkamp signalerede Donald Trump, at han ønskede at genstarte USA's forhold til Rusland, og han har gentagne gange udtrykt sin beundring for Vladimir Putin.

Det russisk-amerikanske forhold er i øjeblikket kaotisk.

Men efter skandalen om Trumps nationale sikkerhedsrådgiver, Michael Flynn, der blev afsat på grund af en problematisk - måske ulovlig - kontakt til Rusland, er Trumps hold slået ind på en mere traditionel kurs, når det gælder USA's forhold til Rusland. Blandt andet har USA's forsvarsminister, Jim Mattis, afvist et militært samarbejde med russerne på nuværende tidspunkt.

Steffen Gram karakteriserer den amerikanske politik, når det gælder Rusland sådan her: "Det ved vi simpelthen ikke."

Trækker Trump sig?

Den uafklarede magtbalance mellem Rusland og USA er dog ikke den eneste måde, at de to magter indgyder usikkerhed i verden. Det handler også om, hvem der er villig til at gribe ind i konflikter rundt om i verden.

- Man spørger sig selv: Trækker Trump sig fra omverdenen, som han har sagt - og hvis han gør, hvad sker der så? Det sidste halvandet år har Putin og Rusland for eksempel demonstreret, at man er klar til at gribe militært ind i Ukraine og Syrien, siger Steffen Gram.

Vicepræsident Mike Pence (tv) og forsvarsminister James Mattis (th) har den svære opgave at forklare USA's udenrigspolitik på sikkerhedskonferencen i München. (Foto: Carlos Barria © Scanpix)

Han fortæller, at arrangørerne derudover peger på udbredelsen af falske nyheder og misinformation - ofte med opbakning fra stater - som en faktor, der i øjeblikket skaber ustabilitet i verden.

Europa i vildrede

Midt i dette morads af en verdensorden står Europa og ved ikke rigtig, hvilket ben, man skal stå på, siger Steffen Gram.

- Vi har Trump på den ene side, som er en økonomisk og handelsmæssig risiko for EU. På den anden side står Putin, som ikke kunne tænke sig noget bedre end at se Nato gå i opløsning.

Den konstellation gør, at verdenssituationen lige nu - fra et europæisk synspunkt - er mere usikker, end da Østblokken kollapsede i slutningen af 1980'erne og begyndelsen af 1990'erne.

- Dengang havde du Vestblokken, som var klar til at tage over og samarbejde - for eksempel om at udvikle de østeuropæiske lande. Så der var ikke samme usikkerhed, siger Steffen Gram.