Skrøbelig våbenhvile klarede sig gennem den første nat

Der meldes om enkelte skud og eksplosioner. Men i Damaskus har de haft den første rolige nat i årevis.

I Damaskus og på landet i Syrien var der for første gang i årevis ro, efter våbenhvilen fredag trådte i kraft. (Foto: Rodi Said © Scanpix)

Kamphandlingerne mellem parterne i den syriske borgerkrig forstummede ved midnat lokal tid, efter at den internationalt forhandlede våbenhvile trådte i kraft.

Og meget tyder på, at natten til lørdag er forløbet uden større brud på aftalen, som den syriske regering og op mod 100 oprørsgrupper har nikket ja til.

Hvis "ophøret af fjendtligheder" holder ved, er det første gang, at USA, Rusland og flere internationale stormagter har held med at få indstillet kampene i Syrien.

Ifølge blandt andet FN er der kun rapporter om enkelte skudvekslinger i den vestlige del af landet natten til lørdag

Der har desuden været meldinger om enkelte skud og eksplosioner i Aleppo og Homs. Det er dog endnu uklart, hvem stod bag disse episoder.

Den midlertidige våbenhvile gælder ifølge aftalen ikke grupper som Islamisk Stat og den al-Qaeda-forbundne gruppe Jabhat al-Nusra.

De står begge på FN's liste over terrororganisationer.

Ifølge Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder, der følger konflikten i Syrien tæt via et netværk, var der kampe i meget af det vestlige Syrien helt frem til, at våbenhvilen trådte i kraft.

Der var roligt i mange andre dele af landet kort efter midnat, lyder det fra gruppen.

- I Damaskus og på landet var det for første gang i årevis ro, der herskede, siger observatoriets direktør, Rami Abdulrahman.

/ritzau/AFP

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube