Slut med at skrive love på kalveskind: Nu går briterne over til papir

Kritikere frygter det, men fra april ser det ud til, at at briterne dropper kalveskindspergament i parlamentet.

Det britiske parlament (her ved en festlig lejlighed) vil spare penge og er derfor klar til at skrive de britiske love på højkvalitetspapir (Foto: Tim Graham)

Briterne skal spare penge.

Derfor har det britiske parlament besluttet at sætte en stopper for en årelang tradition med at skrive de britiske love ud på pergament lavet af kalveskind.

Det skriver den britiske avis The Guardian.

I stedet vil lovene fremover blive skrevet på papir i høj kvalitet.

Øvelsen skal spare det britiske parlament for omkring 80.000 pund om året - omkring 800.000 kroner. Men beslutningen møder langt fra opbakning fra alle.

Kan ikke holde i tusinder af år

Fra kritikerne lyder det blandt andet, at højkvalitetspapir kun holder hundreder af år, mens pergamentpapir af kalveskind kan holde i tusinder af år.

- Alle vores vigtigste historiske dokumenter - fra Magna Carta til Lindisfarne Gospels - er blevet til på kalveskindspergament, og derfor har de holdt gennem årene, så fremtidige generationer kan sætte pris på dem og forstå vores fælles historie, siger Sharon Hodgson, der er medlem af det britiske underhus for Labour.

Hun ærgrer sig over, at beslutningen ikke har været til debat.

Men noget tyder på, at beslutningen føres ud i livet fra april i år. En af leverandørerne af pergament til parlamentet er allerede blevet orienteret om, at der ikke længere er brug for leveringer, skriver The Guardian.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube