Smuglere tjener milliarder på mennesketransport til EU

Smuglere tjener milliarder af kroner på mennesketransport til Europa, siger Europol.

I 2015 tjente menneskesmuglere op til 42 milliarder kroner på mennesketransport til EU, fastslår Europol. Her er det en smugler, der viser et falsk syrisk pas. (Foto: ASGER LADEFOGED © Scanpix)

Smugling af mennesker er blevet en af de helt store indtægtskilder for kriminelle.

Det fælleseuropæiske politisamarbejde Europol anslår, at menneskesmuglere i 2015 tjente et sted mellem tre milliarder dollar og seks milliarder dollar - mellem 21 milliarder kroner og 42 milliarder kroner - på at transportere mennesker til EU.

Det siger Rob Wainwright, chef for Europol, til avisen Independent om Sunday.

Independent skriver, at folk fra Europol har spurgt 1500 asylansøgere om deres færden. Det viser sig, at 90 procent af dem har betalt en kriminel bande for at nå frem til Europa.

FN's Flygtningehøjkommissariat (UNHCR) anslår, at over en million mennesker i 2015 brød op for at komme væk fra krig, forfølgelse eller fattigdom og elendighed og begav sig mod Europa, selv om det ofte var med livet som indsats.

- Vi ved også, at hver migrant i gennemsnit betaler mellem 3000 dollar og 6000 dollar til kriminelle for rejsen. Så ved et simpelt regnestykke når vi frem til mellem tre og seks milliarder dollar, siger Rob Wainwright.

Han siger også, at Europol alene i 2015 identificerede 10.700 mistænkte menneskesmuglere.

/ritzau/

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube