Sne over USA: Biler fanget i snestorm i over 12 timer

Flere millioner amerikanere advares mod at gå ud i den voldsomme snestorm.

På en hovedvej i Kentucky har biler siddet fast siden fredag eftermiddag. Køen er nu 56 kilometer lang. (Foto: DR Nyheder © DR Nyheder)

Snestormen i USA har skabt lange køer.

På en hovedvej i Kentucky er der en 56 kilometer lang kø af fastkørte biler. Flere af dem har siddet fast siden fredag eftermiddag. Det er mere end 12 timer.

Nationalgarden og statens eget politi er ved at rydde vejen en bil af gangen. Men arbejdet generes af, at mange af bilerne er forladte og dermed står i vejen.

Stater som Pennsylvania og West Virginia har samme problemer. Derfor har flere stater etableret shelters for de strandede bilister og deler vand, snacks og brændstof ud.

Søger efter snestormsvenner

Snestormen, der af aviser og amerikanere er blevet døbt "snowzilla" og "snowmageddon", har lagt sig over det nordøstlige USA og forventes at berøre op mod 85 millioner amerikanere.

Den store fare er sne på el-ledningerne, da de fleste hjem opvarmes med el og er meget sparsomt isolerede. Snestormen ventes at lamme flere stater i dagevis.

Derudover er otte mennesker døde i trafikulykker.

10 stater er i undtagelsestilstand, flere end 5.000 fly er aflyst og meget af den offentlige transport står i garagen, mens snestormen raser.

Flere millioner amerikanere er blevet bedt om at holde sig hjemme i disse dage.

Derfor er supermarkedernes hylder ribbede for mad og batterier til lommelygter, mens mange har lagt annoncer på nettet, hvor de leder efter en "blizzard buddy" (en snestormsven, red.).

Mange koncerter og forestillinger er aflyst weekenden over i New York, mens museer, biblioteker og zoologiske haver holder lukkede.

Washington Post skriver, at der allerede er faldet op mod 45 cm sne nogle steder i det østlige USA.

Er du fanget snestormen? Da hører vi gerne fra dig på 1212@dr.dk.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube