Socialismen er død, men kibbutzen lever stadig

I mange år strømmede danske unge til kibbutzer i Israel, hvor alle var lige og ingen havde mere end andre. I dag er det helt anderledes.

Martha Mor og Berith Shapira tog i kibbutz i Israel i 1970'erne. Begge blev gift dernede og vendte ikke hjem til Danmark igen. (Foto: Private fotos)

Martha Mor og Berith Shapira bor i kibbutz Ein Shemer i det nordlige Israel. De to kvinder blev en del af det socialistiske fællesskab i kibbutzen som ganske unge i 1970’erne. De kom begge som volontører, der skulle arbejde i kibbutzernes frugtplantager.

Kvinderne var en del af en bølge af unge fra især Skandinavien, Storbritannien og USA, som op gennem 1960’erne og 30-40 år frem strømmede til de israelske kibbutzer. For mange var det en billig måde at opleve et eksotisk land.

- Det var sådan noget, de velordnede gjorde. Dem som ikke var velordnede tog til Indien. Vi var de pæne børn, vi tog til Israel, fortæller Berith Shapira.

Hør udsendelse

Hør hele P1 featuren 'Kibbutzen lever' her.

Både Martha Mor og Berith Shapira blev gift med indfødte kibbutzmedlemmer, derfor vendte ingen af de to hjem til Danmark igen.

I alt rejste omkring 40.000 danskere i kibbutz.

Kibbutzen praktiserede total ligestilling

Kibbutzbevægelsen var skabt af en socialistisk tankegang og mange af de zionister, som grundlagde bevægelsen, havde eksperimenteret med kommunisme i Østeuropa og Rusland før Anden Verdenskrig.

Det var en slags utopi med et radikalt andet bud på, hvad familieliv kunne være. [..] Da jeg selv fik børn, blev jeg meget i tvivl om, hvor god en idé kollektiv børneopdragelse er.

lektor morten thing

Alle i kibbutzen var lige uanset køn, alder og arbejdsposition. Alt tilhørte fællesskabet. Også børnene, som boede i børnehuse for ikke at forhindre forældrene i at stå til rådighed for kibbutzen.

- Det var en slags utopi med et radikalt andet bud på, hvad familieliv kunne være. Jeg var meget tiltalt af det som ung, men da jeg selv fik børn, blev jeg meget i tvivl om, hvor god en idé kollektiv børneopdragelse er, fortæller Morten Thing, der er pensioneret lektor og som selv var i kibbutz i 1960’erne.

Fester og fællesskab

Martha Mor husker den første tid i kibbutzen som sorgløs. Det var ikke det frivillige arbejde, der fyldte. Det var bare noget, de gjorde mellem festerne.

- Det var så sjovt, at det kunne være lige meget, vi ingen toiletter havde og skulle gå langt for at komme til det nærmeste. Tit tissede vi bare mellem buskene. Vi lavede også toast på vores varmeovn. Vi kunne det hele. Det var en dejlig tid, fortæller hun.

Men der var også ting ved kibbutzlivet, der begrænsede medlemmernes frihed.

Alle måltider blev spist i den fælles spisesal, og kibbutzmedlemmernes løn gik til fælleskassen. Hver især fik de kun ubetalt en lille sum lommepenge, og det betød, at man ikke bare kunne gøre, hvad man ville, fortæller Berith Shapira:

- Jeg savnede min frihed. Vi havde ingen penge og ingen frihed til at gøre, hvad vi ville. Var man et sted henne, skulle man overveje, om man nu også havde råd til at købe en falafel. Så småt var det. Man havde ingen kontanter, det var en sindssyg følelse.

Kibbutzen ændrer sig

Den socialistiske kibbutz forandrede sig i takt med, at det israelske samfund skiftede kurs op gennem 1970’erne, forklarer Morten Thing.

En nærmest lovløs form for liberalisme slår igennem i Israel i slutningen af 1970’erne, og det får betydning kibbutzen.

lektor Morten thing

Ændringerne kulminererede i 1977, da det højreorienterede parti Likud for første gang vandt regeringsmagten.

- En nærmest lovløs form for liberalisme slår igennem i Israel i slutningen af 1970’erne, og det får betydning kibbutzen, siger Morten Thing.

Økonomisk og ideologisk krise fik mange til at forlade de socialistiske fællesskaber til fordel for livet i byerne.

Martha Mor og Berith Shapria var nogle af dem som blev og oplevede ændringerne. Især tiden i 1980’erne, hvor børnehusene gik i opløsning, husker Berith Shapira som chokerende.

- Det var nogle forfærdelige år. Der var ikke styr på særlig mange ting. Halvdelen af børnene sov hos deres forældre, og den anden halvdel sov i børnehusene. Til sidst blev det besluttet, at alle børn skulle flytte hjem, fortæller hun.

Orker ikke fællesspisning

Kibbutz Ein Shemer blev privatiseret for omkring fire år siden, og overgangen har været besværlig.

Mange af især de indfødte i kibbutzen har stadig problemer med at forstå, hvordan en husholdningsøkonomi hænger sammen.

Men Martha Mor er glad for, at hun nu kan leve sit eget private liv i kibbutzen:

- Der er ingen måde, hvorpå jeg kan få mine børn med op i spisesalen fredag aften. Jeg vil faktisk også hellere sidde hjemme og have det hyggeligt, i stedet for at sidde oppe i spisesalen, hvor alle de andres børn laver støj og ballade. Det passede til tiden engang, ikke i dag, siger hun.

Almindeligt forstadsliv

Selv om den kollektive, socialistiske kibbutz hører fortiden til, betyder det ikke, at folk flytter væk.

Vi er blevet mere som danskere. Hele kibbutzen lever mere, som alle andre gør det.

Martha Mor

Skyhøje priser på det israelske boligmarked og fortsatte konflikter i landet, får de unge til at vende tilbage for at leve et idyllisk og roligt forstadsliv.

- Vi er blevet mere som danskere. Hele kibbutzen lever mere, som alle andre gør det. Der er ikke længere de store forskelle mellem vores og resten af samfundet. Heldigvis, siger Martha Mor.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube