Tema Terrorangreb i Spanien

Spansk politi: Begge angreb ser ud til at være forberedt gennem længere tid

Politiet arbejder ud fra en hypotese om, at det seneste døgns angreb i Spanien er blevet planlagt i byen Alcanar, hvor der natten til i går var en eksplosion.

Den hvide varevogn, der blev brugt til angrebet i Barcelona, bliver kørt væk fra Ramblaen. (Foto: JAVIER Soriano © Scanpix)

De to angreb, der indenfor det seneste døgn har rystet Spanien, er blevet planlagt gennem længere tid i en lille by ved navn Alcanar.

Det er den hypotese, spansk politi arbejder ud fra, når de efterforsker angrebene. Det oplyser politiet på Twitter.

I alt er fire personer blevet anholdt i forbindelse med angrebene. To af anholdelserne skete i byen Ripoll. Tre af de anholdte stammer fra Marokko, mens en af de anholdte er fra Spanien, oplyser politiet til nyhedsbureauet Reuters.

Ingen af de anholdte har ifølge politiet tidligere været i myndighedernes søgelys i forbindelse med terrorisme.

- Der kan være flere personer i Ripoll, der er forbundet til gruppen, siger indenrigsministeren i Cataloniens regering, Joaquim Forn, til lokalradioen RAC1 ifølge AP og fortsætter:

- Der er ikke tale om en gruppe på en eller to personer, men en gruppe bestående af adskillige mennesker, siger han.

Gaseksplosionen i Alcanar

En tredje mistænkt blev i går aftes anholdt i Alcanar, der ligger syd for Cambrils og Barcelona.

Og netop byen Alcanar indtager altså en central rolle i planlægningen af angrebene, mener politiet.

I går aftes meddelte politiet, at de to første anholdte efter de blodige begivenheder i Barcelona havde forbindelse til en hændelse i byen Alcanar, der fandt sted natten til torsdag.

I de tidlige nattetimer skete der en eksplosion i et hus i Alcanar, hvor en person blev dræbt og syv såret. Huset i Alcanar har angiveligt været besat de seneste måneder, og det kollapsede fuldstændig i eksplosionen.

Bygningen i Alcanar kollapsede fuldstændig i eksplosionen. (Foto: Jaume Sellart © Scanpix)

Inde i huset blev der fundet en halv snes flasker af både butan- og propangas. Der gik ikke lang tid, før politiet kunne bekræfte, at der var en sammenhæng mellem angrebet i Barcelona og eksplosionen i Alcanar:

- Der er gået få timer siden angrebet, men efterforskningen gør det muligt at forbinde de to tilfælde, sagde politiinspektør Josep Lluis Trapero til AP i går aftes.

14 personer dræbt

Det første angreb ramte i går eftermiddags i storbyen Barcelona, der er hovedstad i delstaten Catalonien. Her blev en hvid varevogn omkring klokken 17.20 kørt op på fortovet på den meget befærdede og populære hovedgade La Rambla i byens centrum. Efter at have kørt i zig-zag gennem menneskemængden, forlod føreren bilen og stak af til fods.

13 personer er indtil videre meldt dræbt og flere end 100 såret i angrebet i Barcelona, og føreren af bilen er ifølge politiet stadig på fri fod.

I nat gentog scenerne sig nærmest i den mindre kystby Cambrils godt 80 kilometer syd for Barcelona. Omkring klokken 1 blev en Audi A3 kørt ind på en promenade og ramte flere personer. Syv personer blev såret, og en kvinde er efterfølgende død af sine kvæstelser.

Efterforskere på gerningsstedet i Cambrils i nat. (Foto: lluis Gene © Scanpix)

Fem gerningsmænd, som var bevæbnet med knive og økser, og som bar falske bombebælter, blev dræbt af politiet i forbindelse med angrebet i Cambrils. Før de blev dræbt, nåede en af gerningsmændene at snitte en person i ansigtet med en kniv, skriver politiet på Twitter.

Det kom hurtigt ud, at politiet arbejder ud fra en teori om, at der er en forbindelse mellem angrebene i Barcelona og Cambrils, hvilket Joaquim Forn bekræftede tidligt i morges.

I alt er 14 personer blevet dræbt i angrebene, mens 130 personer er såret. 17 af de sårede er i kritisk tilstand, mens 30 såredes tilstand bliver betragtet som alvorlig.