Srebrenicas enke efter Karadzic-dom: Jeg er så skuffet

Dommen mod Karadzic er for mild og kommer mange år for sent, mener nogle af de efterladte i Srebrenica.

De bosniske serberes tidligere leder Radovan Karadzic er kendt skyldig i folkedrabet i Srebrenica, krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden. (Foto: DADO RUVIC © Scanpix)

Overlevende og efterladte efter massakren i den bosniske by Srebrenica mener, at 40 års fængsel til den tidligere bosnisk-serbiske leder Radovan Karadzic ikke er en tilpas skrap dom for hans ansvar i folkedrabet på bosniske muslimer under krigen i 1990'erne.

Og dommen kommer alt for sent, lyder det fra dem.

- Jeg er så skuffet, siger den 64-årige Bida Smajlovic, som fulgte med i domsafsigelsen på bosnisk tv sammen med sine to svigerinder i byen Potocari.

Byen ligger lige ved siden af Srebrenica, og det var her de tre kvinder sidst så deres mænd for 21 år siden.

- Vi har været i chok lige siden det første skud, og dette er endnu et chok, siger Bida Smajlovic.

Hun og hendes svigerinder mistede deres mænd, da bosnisk-serbiske styrker under general Ratko Mladics kommando indtog Srebrenica, som ellers var udråbt af FN til at være en såkaldt sikker zone.

De bosnisk-serbiske soldater adskilte byens mænd fra kvinderne, og i løbet af de næste dage myrdede soldaterne omkring 8000 muslimske mænd og drenge i den værste massakre i Europa siden Anden Verdenskrig.

Bida Smajlovics mand forsøgte at undslippe sammen med sine to brødre, men de blev alle tre slået ihjel. Ligene blev fundet i to forskellige massegrave i det østlige Bosnien, hvor arbejdet med at finde de sidste jordiske rester af ofrene stadig er i gang.

- Jeg ville ønske, der var dødsstraf, siger den 73-årige Vasva Smajlovic.

- Min mand har været død i 20 år, og Karadzic er stadig i live. I det mindste havde jeg forventet fængsel på livstid, siger hun.

/ritzau/Reuters

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube