Stéphanie Surrugue: Frankrig går fra terrortrussel til 'terror-hverdag'

Selvom myndighederne endnu ikke har slået fast, at gårsdagens drab på en politibetjent i Paris var terror, vil emnet alligevel være omdrejningspunktet på den sidste dag i den franske valgkamp.

En betjent blev dræbt og tre sårede - to betjente og en civil, da en mand i går åbnede ild mod en politibil ved Triumpbuen i Paris. (Foto: BENOIT TESSIER © Scanpix)

Det var formentlig terror-relateret, da en mand i aftes dræbte en politibetjent og sårede tre andre i den franske hovedstad, Paris.

Det sagde landets præsident, François Hollande, i aftes.

- Vi er overbevist om, at de spor, der er i efterforskningen, har karakter af terror, sagde han blandt andet.

Angrebet skete omkring klokken 21.00, da en personbil kørte op på siden af en politibil på den kendte gade Champs-Élysées, hvorefter en mand åbnede ild med en maskinpistol. Gerningsmanden forsøgte derefter at flygte, men blev dræbt af politiet.

- Seneste nyt er, at der udover den ene dræbte politibetjent og de to sårede politibetjente også er blevet såret en udlænding. En turist, som skulle være lettere såret, fortæller DR's internationale korrespondent, Stéphanie Surrugue, fra Paris.

Midt under valgprogram

Angrebet fandt sted, mens samtlige 11 præsidentkandidater var samlet i et tv-studie til et serieinterview, den sidste store tv-optræden inden præsidentvalget, hvis første runde finder sted på søndag.

Udsendelsen blev ikke afbrudt. Men da kandidaterne i slutningen af udsendelsen fik to et halvt minut for at tale om det, de havde på hjerte, handlede det udelukkende om angrebet i Paris i nat, fortæller Stéphanie Surrugue.

- Der er meget stor støtte til myndighederne og til politiet fra politisk side. Der er også en om muligt endnu større alvorlighed om, at Frankrig er et land, der lever ikke bare med en terrortrussel, men med en terrorhverdag, siger DR's korrespondent og fortsætter:

- Nogle af kandidaterne, heriblandt Front Nationals Marine le Pen, har været meget hurtige til at kalde angrebet for en terrorhandling. Men det har de franske myndigheder altså ikke officielt slået fast endnu – selvom de har sagt, at de efterforsker sagen som et terrorangreb.

De franske præsidentkandidater var samlet til et valgprogram på France2, da angrebet fandt sted. Her bliver Jean Lassalle (t.h.) interviewet af programmets værter. (Foto: MARTIN BUREAU / POOL © Scanpix)

Ekstra sikkerhed og aflyste valgmøder

I nat erklærede præsident Hollande, at sikkerheden op til den første runde af præsidentvalget på søndag vil være endnu større end forventet.

De franske myndigheder har allerede kalkuleret med at indsætte 50.000 ekstra betjente og gendarmer på gaden for at beskytte vælgere og valgsteder. Men nu vil sikkerheden om muligt blive skruet endnu højere op.

- Den konservative præsidentkandidat, François Fillon har også foreslået, at søndagens præsidentvalg simpelthen skal udskydes. Men som vi hørte præsidenten tale i nat, så er der indtil videre ikke noget, der tyder på det, siger Stéphanie Surrugue.

- François Hollande skal mødes med sit sikkerhedsråd klokken 8.00 her til morgen, og så vil der givetvis også komme mere nyt om valget. Flere af præsidentkandidaterne har også indstillet deres valgkampagne i dag, som ellers er sidste reelle valgkampagnedag inden valget på søndag.

Den franske præsident, François Hollande, kom med en udtalelse kort efter angrebet. (Foto: - © Scanpix)

Men selvom flere kandidater har aflyst deres normale valgmøder i dag, så kommer det til at blive en dag, der står i terrorens tegn, siger Stéphanie Surrugue.

- Der kommer til at være en diskussion om, hvilken af præsidentkandidaterne der mener, de tilbyder den bedste politik – måske også den hårdeste linje - på det her område. For man har lige præcis talt om, at hvis der er noget, der kan ændre valgkampen i sidste øjeblik, så er det et terrorangreb.

Strakt arm

Der er fortsat usikkerhed om, hvorvidt der har været medgerningsmænd til angrebet på Champs-Élysées, fortæller Stéphanie Surrugue.

- Et øjenvidne på Champs-Élysées i nat har beskrevet, at der skulle have været to gerningsmænd. Men foreløbig er der ikke noget nyt om, hvorvidt der skulle være tale om en anden.

Islamisk Stat omtaler gerningsmanden ved navn og kalder ham for ”belgieren”, men vedkommende, som er blevet dræbt af politiet i Paris i nat, er altså fransk statsborger.

Stéphanie surrugue

Allerede i nat tog terrororganisationen Islamisk Stats propaganda-organ, Amaq, skylden for angrebet.

Men udmeldingen, som kom markant hurtigere, end det normalt er tilfældet for Islamisk Stat, skal tages i strakt arm, siger Stephanie Surrugue.

- Islamisk Stat omtaler gerningsmanden ved navn og kalder ham for ”belgieren”. Men vedkommende, som er blevet dræbt af politiet i Paris i nat, er altså fransk statsborger, siger hun.

Det belgiske spor

Det franske politi har ifølge Stéphanie Surrugue lige nu fokus på den dræbte gerningsmands netværk og forbindelser, ligesom vedkommendes hjem er blevet ransaget i løbet af natten.

- Vi kommer sandsynligvis til at høre om tilbageholdelser i hans eget netværk, fordi det er typisk de spor, man begynder på. Ligesom den bil, han kørte op af Champs-Élysées i, også er et spor, som man er i fuld gang med at efterforske yderligere, siger hun og fortsætter:

- Så vil man naturligvis forsøge at finde ud af, om der er flere gerningsmænd - blandt andet det her belgiske spor, som måske slet ikke er et spor, men som der i hvert fald har været en del opmærksomhed omkring i de seneste timer.

Ifølge de franske medier var gerningsmanden allerede kendt af politiet - blandt andet for at planlægge angreb mod fransk politi. Dette er dog ikke blevet bekræftet fra officiel hold.

På søndag afholdes den første runde af det franske præsidentvalg. To kandidater går videre til anden og sidste valgrunde den 7. maj.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube