Steven Spielberg klar med ny Indiana Jones-film i 2019

Harrison Ford tager endnu en gang hatten på hovedet og pisken i hånden med Steven Spielberg som instruktør.

Harrison Ford spiller for femte gang rollen som Indiana Jones. (Foto: ho © Scanpix)

Walt Disney-koncernen siger tirsdag ifølge Reuters, at en femte Indiana Jones-film rammer biograferne 19. juli 2019.

Steven Spielberg skal igen være instruktør, og skuespilleren Harrison Ford spiller for femte gang rollen som Indiana Jones.

- Steven Spielberg, som har instrueret de fire tidligere Indiana Jones-film, vil stå i spidsen for det indtil videre unavngivne projekt, siger Walt Disney-koncernen.

- Indiana Jones er en af de største helte i filmhistorien, og vi kan ikke vente med at bringe ham tilbage på filmlærredet i 2019, siger Alan Horn, som er chef hos for Walt Disney.

- Det er sjældent, man har så perfekt en kombination af instruktør, producent, skuespiller og rolle, og vi kunne ikke glæde os mere til at tage på endnu et eventyr med Steven (Spielberg, red.) og Harrison (Ford, red.).

Harrison Ford bliver 74 år til juni.

Indiana Jones

  • Biografgængerne mødte første gang den verdenskendte arkæolog Indiana Jones i "Jagten på den forsvundne skat" i 1981.
  • I 1984 vendte han så tilbage i "Indiana Jones og Templets Forbandelse" og i 1989 i "Indiana Jones og det sidste korstog", hvor Sean Connery spillede far til Indiana Jones.
  • Først i 2008 skulle fans igen komme på eventyr, og det blev i filmen "Indiana Jones og Krystalkraniets Kongerige".
  • De fire film har til sammen indspillet, hvad der svarer til cirka 13,5 milliarder kroner på verdensplan.

/ritzau/Reuters

Så kan Indiana Jones-fans godt begynde at glæde sig. Harrison Ford tager endnu en gang hatten på hovedet og pisken i hånden.

Opslået af DR Nyheder på 15. marts 2016

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube