Store forventninger efter Camerons dyk

I en specialbygget ubåd har filminstruktøren James Cameron som den første nogensinde nået det dybeste sted i stillehavet alene. Der er store forventninger til, det han har taget med sig op.

I en specialbygget ubåd har filminstruktøren James Cameron som den første nogensinde nået det dybeste sted i stillehavet alene. Derfor har den spektakulære ekspedition skabt nogle store forventninger til, hvad James Cameron har med sig op fra dybet. (Foto: Handout)

Klokken 12 lokal tid skød James Camerons specialbyggede ubåd op til Stillehavets overflade efter en succesfuld rejse til havets dybeste sted, Challengerdybet som ligger næsten 11 kilometer nede i Marianergraven.

- Dybder på over fire kilometer er jo det normale på den her planet, og man siger ofte, at det område er mindre udforsket end rummet, siger Peter Rask Møller til DR Nyheder. Han er Zoolog ved Statens Naturhistoriske Museum.

Derfor har den spektakulære ekspedition skabt nogle store forventninger til, hvad James Cameron har med sig op fra dybet.

Måske nye dyregrupper

Den ubåd der førte Cameron til bunden ligner en "lodret torpedo", og filminstruktøren har selv været med til at designe den. Ubåden har det teknologiske udstyr til at indsamle data, prøver og lave optagelser, som var umulige i 1960, da den hidtil eneste bemandede ekspedition fandt sted.

- Der er store forventninger om at finde helt nye dyrearter og måske endda helt nye dyregrupper, siger Peter Rask Møller.

Han er en af dem, der har kæmpe forventninger til, hvad der gemmer sig på det ellers utilgængelige dyb.

- Vi ved, at der er liv dernede, der findes små hvirvelløse dyr dernede, men det helt store spørgsmål er om der lever fisk, fortæller Peter Rask Møller.

Den hidtidige største dybde, man har fundet fisk på, er lidt over 8000 meter.

Undervandsstøvssuger

Peter Rask Møller forklarer, at mange af fundene vil blive indsamlet med en undervandsstøvsuger, som skal suge ting op fra havbunden.

- Selvom der er et enormt tryk på næsten 11 kilometers dybde, så kan mange dyr godt holde til at blive fragtet op, siger Peter Rask Møller.

Ifølge National Geographic håber forskere at finde svar på, hvordan mikroorganismerne lever i dybet. De rette svar vil potentielt kunne føre til et genenmbrud indenfor biomedicin og bioteknologi.

De første fund forventes at blive afsløret af James Cameron senere i dag. Mere bearbejdede resultater vil blive offentliggjort i National Geographic senere.