Supertyfon laver massive ødelæggelser i Filippinerne

Fire mennesker har mistet livet, efter tyfon gik i land - dog langtfra så slemt som i 2013, hvor 7.000 døde.

Store regnskyl, oversvømmelser og kraftige vindstød skyllede ind over land, da supertyfonene Haima i nat dansk tid hærgede dele af det nordøstlige Filippinerne.

Og tusindvis af lokale har været nødt til at forlade deres hjem. Adskillige huse er ødelagt, og mindst fire personer er ifølge nyhedsbureaet AP døde.

Men det kunne være gået langt værre. Myndighederne frygtede det værste for op mod ti millioner mennesker bosiddende i provinserne.

Her hamrer tyfonen Haima ind i Filippinerne:

Klik på play.

Løjede af

Haima blev kategoriseret som en kategori 5-tyfon, og myndighederne havde forudset masseødelæggelser på linje med dem, der overgik Filippinerne i 2013, hvor over 7.000 mennesker mistede livet.

Men denne tyfon løjede noget af, omend de materielle ødelæggelser i flere af de bjergrige og landlige provinser er omfattende. Befolkningen lever i primitivt konstruerede boliger, og flere marker er nu forvandlet til brune søer, skriver AP.

- Ris- og kornmarker er trykket helt flade, så langt øjet rækker. Mange huse er ødelagt. Jeg har set en skole blive totalsmadret under et kæmpestort træ, siger Villamor Visaya, en lærer fra byen Ilagan, der er en af de større byer i nord, ifølge The Guardian.

- Det var som om, at vores eget hus' fundament blev revet op af jorden, lyder beretningen.

Veje spæret af væltede træer

En anden lokal fortæller til AP, at flere veje er spærret af væltede træer, og at det kan være farligt at bevæge sig ud, så længe vinden er så vild.

- Vi kan ikke gå udenfor, fordi vinden er så kraftig, og træerne vælter, siger borgmesteren i byen Camasi i Cagayan-provinsen.

Filippinernes præsident, Rodrigo Duterte, havde på forhånd sagt, at man var forberedt på tyfonen og havde gjort sig alle forholdsregler - blandt andet ved at evakuere titusinder til midlertidige og mere sikre opholdssteder.

Det var som om, at vores eget hus' fundament blev revet op af jorden

lokal indbygger

I byen Tuguegarao i Cagayan-provinsen fortæller borgmesteren dog, at mange af de evakuerende har brug for akut hjælp, fordi taget er blæst af den bygning, hvor de var blevet evakueret til.

- Problemet er bare, at vores redningshold ikke kan komme derhen, siger han ifølge The Guardian.

Haima er den anden tyfon, der ramte det nordlige Filippinerne på bare en uge. Hovedstaden Manila ligger ca. 350 kilometer væk, og her mærkede indbyggerne kun kraftigere regnskyl og stride vinde.