Svensk politi beskyldes for at holde seksuelle overgreb hemmelige

Nu undersøges det, hvorfor seksuelle overgreb begået af udlændinge på svensk festival for to år siden, blev holdt hemmelige.

Det er kommet frem, at politiet i Stockholm ikke har fortalt offentligheden om seksuelle overgreb mod unge kvinder under en festival i Stockholm. (Foto: Esben Salling © Scanpix)

Tysk politi er siden nytårsaften blevet kritiseret for at tie om udenlandske mænds seksuelle overgreb mod unge kvinder i flere byer, og nu er en lignende sag tilsyneladende under opsejling i Sverige.

I to år har politiet i Stockholm kendt til, at en gruppe udlændinge har forulempet piger på ungdomsfestivalen We Are Stockholm, men festivalen blev beskrevet som ganske rolig og problemfri, skriver Dagens Nyheter.

Avisen har sine oplysninger fra interne memoranda i politiet om seksualforbrydelser mod kvindelige gæster.

Politiet vil nu undersøge, hvorfor offentligheden og medierne ikke fik sandfærdige oplysninger, skriver nyhedsbureauet TT.

- Vi burde helt bestemt have skrevet og fortalt dette. Uden tvivl, siger Wolf Gyllander, der er politiets pressemedarbejder.

Ifølge avisens kilder var gerningsmændene oftest unge udenlandske mænd, som er kommet til Sverige uden forældre.

Vagter, frivillige og politifolk blev bedt om at gribe ind på bare de mindste tegn på overgreb på sidste års festival, og 200 drenge blev fjernet i løbet af den fem dage lange festival.

/ritzau/

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube