Svensk sikkerhedspoliti sænker trusselsniveauet

Terrortruslen mod Sverige er stadig alvorlig, understreger chefen for sikkerhedspolitiet Säpo.

Særligt terrorgruppen Islamisk Stat (IS) får opmærksomhed fra det svenske sikkerhedspoliti, der understreger, at IS rekrutterer i Sverige. (Foto: Esben Salling © Scanpix)

Det svenske sikkerhedspoliti, Säpo, sænker nu trusselsniveauet i Sverige fra fire til tre på en femtrinsskala.

Det vil sige, at trusselsniveauet mod Sverige og svenske interesser i udlandet falder fra kategorien 'høj trussel' til 'forhøjet trussel'.

Sænkningen indebærer dog ikke, at terrortruslen mod Sverige er forsvundet, skriver sikkerhedspolitiet i en pressemeddelelse.

- Derfor er det vigtigt at understrege alvoren i terrortrusselsniveauet, der selv efter denne reduktion befinder sig på et forhøjet niveau. Situationen har været alvorlig siden 2010, og det er den stadig, udtaler chefen for sikkerhedspolitiet, Anders Thornberg.

I pressemeddelelsen står der også, at Sverige er et legitimt, men ikke prioriteret mål for terrorattentater fra voldelige islamistiske aktører i Sverige og udlandet.

Siden 2010, hvor to bomber eksploderede i Stockholm, har trusselsniveauet i Sverige ligget på niveau tre. Niveauet blev dog hævet fra tre til fire efter terrorangrebet i november 2015 i Paris.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube