Svenske børn får markant færre hovedskader efter krav om cykelhjelm

Lovkrav om brug af cykelhjelm for børn under 15 år har næsten halveret antallet af hovedlæsioner i Sverige.

Sikker Trafik vurderer, at vi kan redde fem til ti liv om året, hvis alle danskere cyklede med hjelm. Derudover ville 800 hovedskader kunne undgås, lyder det. (Foto: KELD NAVNTOFT)

Antallet af svenske børn, der pådrager sig hovedskader efter cykelulykker, er faldet markant, siden det i 2005 blev obligatorisk for børn under 15 år at køre med cykelhjelm i Sverige, skriver Dagens Nyheter.

I 2005 blev 501 børn under 15 år indlagt på sygehuset med skader i hovedet efter cykelstyrt.

I 2014 var det kun 288 børn, der led samme skæbne, viser tal fra Socialstyrelsen i Sverige ifølge avisen.

Faldet er på 43 procent, og loven fra 2005 har tilsyneladende også fået flere voksne i Sverige til at køre med hjelm, når de skal fra A til B på cykel.

I hvert fald er antallet af hovedskader for svenskere over 15 år i samme periode faldet med 32 procent.

- Det er interessant med "smitteeffekten" blandt voksne. En forklaring kunne være, at forældre vil gå foran med et godt eksempel, siger Maria Melkersson fra Socialstyrelsens trafikanalysekontor til Dagens Nyheter.

Herhjemme vurderer Sikker Trafik, at vi kan redde fem til ti liv om året, hvis alle danskere cyklede med hjelm. Derudover ville 800 hovedskader kunne undgås, lyder det.

/ritzau/

Siden 2005 har det været obligatorisk for svenske børn under 15 år at køre med cykelhjelm - og det har positive effekter.Bør vi indføre samme krav i Danmark?

Opslået af DR Nyheder på 27. februar 2016

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube