To svenskere anholdt i Grækenland: Mistænkt for IS-forbindelse

En 28-årig og en 19-årig mand anholdt i græsk havneby var i besiddelse af knive og uniformer.

To svenskere tilbageholdes af myndighederne i Grækenland, skriver det svenske nyhedsbureau TT.

De er 28 og 19 år og mistænkes for at være tilknyttet Islamisk Stat, og det svenske udenrigsministerium bekræfter over for avisen Aftonbladet, at de to mænd er svenske statsborgere.

- De er tilbageholdt efter våbenloven. Ambassaden arbejder på at få mere information, siger Katarina Byrenius Roslund på ministeriets pressetjeneste ifølge avisen.

Anholdt ved rutinekontrol

Myndighederne mener, at de var på vej til Syrien, da de blev anholdt med forskellige våben.

En græsk politikilde siger til TT, at de blev anholdt ved en rutinekontrol i torsdags ved en busstation i havnebyen Alexandroupolis. Ved anholdelsen bar de angiveligt macheter og hylstre til automatiske våben, ligesom de var i besiddelse af både svenske kroner, euro og dollar, og de to mænd havde også uniformer i bagagen.

De to mænd er angiveligt kørt i bil fra Sverige til København og derfra fløjet til Athen i Grækenland, skriver nyhedsbureauet AP.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube