Sverige har fået en ny prins

Kronprinsesse Victoria og prins Daniel er blevet forældre for anden gang.

Prins Daniel fortalte, at kronprinsessen havde født en prins på 52 cm. (Foto: 10060 Henrik Montgomery / TT © Scanpix)

Den svenske kronprinsesse Victoria er blevet mor for anden gang.

Det var prins Daniel, der klokken 22:30 mødte pressen på Karolinska sygehuset i Solna i Stockholm, hvor han overbragte den gode nyhed om, at en prins er kommet til verden kl 20:28.

Det var prins Daniel selv, der klippede navlestrengen. Det fortalte en lidt nervøs prins til det store presseopbud.

- Barnet og Victoria har det godt. Forløsningen gik meget hurtigt, og alle er glade. Det er en stor dag for os, lød det fra prinsen.

Den lille nyfødte prins vejede ved fødslen 3655 gram og målte 52 cm. Navnet på prinsen afsløres først i morgen.

Kronprinsesse Victoria og prins Daniel er i forvejen forældre til Estelle Silvia Ewa Mary på fire år. Hun blev født 23. februar 2012 og er det første barnebarn til kong Carl Gustaf og dronning Silvia.

Prinsesse Estelle er nummer to i den svenske tronfølge efter sin mor.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube