Syrien beskylder USA-koalition for at skyde kampfly ned

Den syriske hær betegner nedskydningen af et kampfly som et angreb fra den amerikanskledede koalitions side.

Syrien beskylder søndag aften den amerikanskledede koalition for at have skudt et syrisk kampfly ned i Raqqa-provinsen.

Den syriske hær betegner nedskydningen som et "åbenlyst angreb". Den advarer om, at det kan få alvorlige følger for kampen mod Islamisk Stat.

- Det åbenlyse angreb var et forsøg på at undergrave hærens bestræbelser som den eneste styrke, der sammen med sine allierede effektivt er i stand til at bekæmpe terror på hele dens territorium, skriver hæren i en meddelelse.

USA's militær bekræfter ifølge Reuters, at et amerikansk fly har nedskudt et syrisk fly, der kastede bomber nær amerikansk-støttede oprørere i Syrien.

Ifølge det amerikanske militær blev flyet skudt ned for at forsvare oprørerne.

Piloten ikke fundet

Den syriske hær og den amerikanskledede koalition opererer tæt på hinanden i Raqqa-provinsen. Raqqa har gennem de seneste år været Islamisk Stats højborg i Syrien.

Den syriske hær skriver i en meddelelse, at kampflyet var på en mission mod Islamisk Stat.

- Det (nedskydningen, red.) kommer på et tidspunkt, hvor den syriske hær og dens allierede gjorde klare fremskridt i kampen mod terrorgruppen Daesh (anden betegnelse for Islamisk Stat, red.), lyder det fra hæren.

Piloten er ikke fundet, oplyser den syriske hær om nedskydningen, der skal have fundet sted søndag eftermiddag.

Har optrappet luftangreb

Den amerikansk-ledede koalition har på det seneste optrappet sine luftangreb i det nordlige Syrien og i Raqqa-provinsen.

Styrker, der har støtte fra USA, har omringet Raqqa og indtaget flere områder, der tidligere var under Islamisk Stats kontrol.

Også den syriske hær har indtaget oliefelter og landsbyer, der i de seneste tre år har været kontrolleret af den militante gruppe.

Meldingen om nedskydningen kom søndag aften, samtidig med at Iran oplyste, at landet har affyret raketter mod mål i det østlige Syrien.

/ritzau/Reuters