Tema Krigen i Syrien

Syrien: Civile tør ikke tage på hospitalet af frygt for bomber

Angreb mod hospitaler har en dobbelt skadelig effekt, siger Læger uden Grænser.

Et hospital støttet af Læger Uden Grænser blev i går bombet i den oprørskontrollerede del af byen Aleppo. Mindst 14 blev dræbt. (Foto: Abdalrhman Ismail © Scanpix)

Først blev to tøndebomber kastet ned i den oprørskontrollerede del af den syriske by Aleppo.

Området huser også et hospital, og da de lokale begyndte at bringe sårede fra angrebet ind, landede endnu en tøndebombe lige ved skadestuens indgang. Mindst 14 blev dræbt.

Sådan beskriver direktør i Læger uden Grænser, Jesper Brix, angrebet mod Al Quds hospitalet, som organisationen støtter, i Aleppo i går.

- Alle vidste udmærket, at det her hospital var tilstede i området. Det har ligget i den samme bygning i fire år, siger Jesper Brix.

Både USA og FN har fordømt angrebet, som amerikanerne anklager Syriens regime for at have udført med fuldt overlæg.

Angrebet mod Al Quds hospitalet dræbte blandt andre den sidste børnelæge, som Læger uden Grænser samarbejdede med i Aleppo. (Foto: Karam al-Masri © Scanpix)

Hospitaler som mål

Siden 2015 er en stribe hospitaler - blandt andet syv støttet af Læger uden Grænser - blevet bombet i Syrien.

Jesper Brix siger, at angrebene har en dobbelt skadelig effekt. Den første er, at der bliver stadigt færre læger og sygeplejersker til at behandle de mange ofre for borgerkrigen - sundhedspersonalet bliver simpelthen dræbt.

- Men samtidig har det jo en afskrækkende effekt. Der begynder at være en frygt i civilbefolkningen: Hvis jeg er syg eller ramt af krigshandlinger, så er jeg bange for at gå på hospitalet - for nu er de åbenbart blevet et mål, siger Jesper Brix.

Situationen for civile i Aleppo er katastrofal, siger både FN og Røde Kors. (Foto: Abdalrhman Ismail © Scanpix)

Krigsforbrydelse

Bevidste angreb mod civile mål som hospitaler vil være en klokkeklar krigsforbrydelse, men Læger uden Grænser anklager det internationale samfund for at gøre alt for lidt for at efterforske angrebene.

Jesper Brix mener, at FN's Sikkerhedsråd som minimum må genbekræfte, at krigens love skal overholdes, så sundhedspersonale og nødhjælpsarbejdere ikke bliver mål i konflikten.

- Derudover er det ikke nok, at man sidder og kommer med tomme ord, men faktisk er villig til at implementere det i handling. Det vil sige at oprette en uafhængig monitoreringsenhed, som kan overvåge, om krigens love bliver brudt, siger direktøren for Læger uden Grænser:

- Og hvis de bliver brudt: Etablere en uvildig undersøgelse, sådan at man kan få klarlagt handlingsforløbet og drage folk til ansvar. Det sker nemlig ikke nu.