Syriens hær vil indtage IS-højborgen Raqqa

Syriens hær har ikke haft kontrol med Raqqa-provinsen i Syrien siden august 2014, nu rykker den ind igen.

Islamisk Stat har siden august 2014 kontrolleret Raqqa-området, men meget tyder på, at Syriens hær vil forsøge at kæmpe for overtage området. Billedet er fra en parade i juni 2014. (Foto: © Stringer . / Reuters © Scanpix)

Den syriske hær vil ifølge en kilde i militæret rykke ind i Raqqa-provinsen, som er kontrolleret af Islamisk Stat, skriver Reuters.

Hæren har angiveligt genindtaget flere positioner på grænsen mellem Hama og Raqqa de seneste to dage.

Lykkes det hæren at få fodfæste i Raqqa, vil det være første gang siden august 2014.

- Det indikerer retningen af kommende operationer mod Raqqa. Raqqa-fronten er åben (...) og begynder i retning af Tabqa-området, siger kilden ifølge Reuters.

I Tabqa ligger en flybase, som Islamisk Stat tog kontrol over i 2014.

Overvågningsgruppen Syriens Observatorium for Menneskerettigheder, som overvåger krigen, har også tidligere rapporteret, at hæren er rykket i retning af Raqqa-provinsens ydre grænser.

Saudi-Arabien, som vil have Syriens præsident, Bashar al-Assad, fjernet fra magten, har sagt, at man er villig til at sende landtropper ind i Syrien mod Islamisk Stat.

Også de Forenede Arabiske Emirater har meldt sig klar til at sætte ind med soldater på landjorden.

Den USA-allierede kurdiske milits YPG kæmper også mod Islamisk Stat i Raqqa-provinsen. Sidste år vandt den kurdiske enhed terræn fra provinsens nordøstlige hjørne med hjælp fra amerikansk ledede luftangreb.

/ritzau/

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube