Syriens hovedopposition og kurdere klar til våbenhvile

Rusland har onsdag taget fat på drøftelser med oppositionsgrupper i fem syriske provinser.

Den syriske våbenhvile ventes indledt fra på lørdag. (Foto: ABDULMONAM EASSA © Scanpix)

En hovedaktør i Syriens opposition erklærer sig parat til at respektere den våbenhvile, som ventes indledt fra lørdag 27. februar. Det samme gør de kurdiske YPG-styrker.

Den syriske opposition i High Negotiations Committee (HNC) mener, at "en midlertidig våbenhvile i to uger vil give en chance for at fastslå, hvor dedikeret modparten er" i forhold til våbenhvilen.

Det skriver HNC i en pressemeddelelse.

De kurdiske YPG-styrker i Syrien melder onsdag aften via en talsmand, at de vil respektere våbenhvilen. Kurderne forbeholder sig dog ret til at svare igen, hvis de bliver angrebet.

Rusland har onsdag taget fat på forhandlinger med oprørsgrupper i fem syriske provinser med henblik på at få implementeret våbenhvilen.

Det russiske forsvarsministerium oplyser, at Rusland har åbnet et koordinationscenter i det krigshærgede land.

Også Syriens regering med præsident Bashar al-Assad i spidsen har accepteret udspillet til en våbenhvile, som er udarbejdet af Rusland og USA.

Aftalen omfatter ikke ekstremistiske grupper som Islamisk Stat og Nusrafronten, som fortsat vil blive bekæmpet.

Krigen i Syrien menes nu at have kostet op mod 370.000 mennesker livet, siden konflikten begyndte i 2011.

Det melder overvågningsgruppen Syriens Observatorium for Menneskerettigheder, som overvåger konflikten via et netværk af meddelere i landet.

/ritzau/AFP

Nyhedsbrev Tag dr.dk Nyheder med dig

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder:

DR Nyheder på YouTube